Hvem er vigtigst? 42 ulve eller hundredvis af børn?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er dokumenteret, at ulve ekstremt sjældent angriber mennesker, så der burde ikke være ret meget at være bange for. Men ”ikke ret meget” er desværre ikke godt nok for alle, for angst er en ukontrollabel følelse!

Da jeg var ca. 7-12 år, så jeg hver aften under sengen, om der lå en løve, en ulv eller et andet farligt rovdyr, der ville overfalde og æde mig. Jeg forestillede mig, at rovdyret var undsluppet fra Zoo eller et cirkus, og jeg havde meget ofte mareridt om det. Jeg er nu 85 år, men jeg husker det helt klart.

Vi har et barn i familien, som havde så meget frygt, fra han var ca. 9 til 14 år, at han krævede at sove hos sin mor. Her var skrækken ”monstre” – men vi har jo heller ingen ulve i Nordsjælland.

Man skal have med i overvejelserne, om faren ved at have ulve gående frit rundt i gaderne er, at der helt sikkert er mange børn og formentlig også voksne (f.eks. mødre med babyer og småbørn), der lever med en stor angst for ulve – uanset hvor rationel eller irrationel den er.

Og hvem skal vi tage mest hensyn til? 42 ulve (eller er det ca. 80?) eller måske tusinder af børns (og voksnes) nattesøvn og de problemer, deres angst giver i deres og deres familiers liv – for nogle måske for resten af livet? Vi slagter 3,3 millioner grise hvert år, men vi må ikke dræbe bare én ulv.