Folketingsmedlemmer er ikke funktionærer, Søren Gade

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det hedder, at »Folketinget er den højeste Myndighed, det har ingen over sig og ingen formand ved siden af sig«. Efter sigende var det salig Viggo Hørups ord for snart 150 år siden, og mon ikke det refererer til Montesquieus tese om magtens tredeling? Altså den lovgivende magt er en ting, den udøvende og den dømmende er helt andre.

Ikke desto mindre kløjs Folketingets formand, Søren Gade, i disse begreber, når han fremsætter sit forslag om psykologhjælp til vragede folketingsmedlemmer og sovser sig yderligere ind i sin uvidenhed, når han 16/4 skoser JP’s lederskribent Henrik Højgaard Sejerkilde for ikke at have gjort sig ulejlighed med at sætte sig ind i tingene, når han kritiserer Gades forslag om hjælp til »outplacement«, som han kalder det.

Han sammenligner dermed et vraget folketingsmedlem med en journalist på Jyllands-Posten, som af en eller anden grund fyres. Men sammenligningen er helt forkert. Hvis man absolut vil sammenligne med en anden beskæftigelse, bør det være med et bestyrelsesmedlem. Og bestyrelsesmedlemmer nyder ikke en særlig social beskyttelse i lovgivningen. De er nemlig valgte og har påtaget sig en opgave af interesse og har ikke behov for nogen beskyttelse, fordi de har en baggrund at falde tilbage på – en baggrund, som netop har retfærdiggjort deres valg.

At de fleste folketingsmedlemmer så er helt uden faglig baggrund, men kun kan henvise til et kortere eller længere studium inden for djøf-området, er en anden sag. En fejlslået satsning som levebrødspolitiker er ikke de sagesløse skatteborgeres ansvar. Og dog er de omfattet af tingets meget omfattende sociale omsorg for sig selv. Den sikrer blandt andet vragede folketingsmedlemmer en langt bedre fratrædelsesgodtgørelse end almindeligt dødelige, op til to års løn.

Ved sin adfærd og udtalelser slår Gade som tingets formand folketingsmedlemmernes rolle i hartkorn med almindelige ansattes, bl.a. ved at han flere gange taler om sit »arbejdsgiveransvar«. Derved åbner han en glidebane for, at alle, der med hans ord har »arbejdet for demokratiet«, kan få psykologhjælp. Hvad med vragede byrådsmedlemmer – de arbejder vel også for »demokratiet«?

Hans holdning er en uværdig prostitution af Folketinget. Han sætter det på lige fod med enhver anden arbejdsgiver og vrager ordet om, at ingen er lige med Folketinget.