SU er Robin Hoods værste mareridt, men venstrefløjens våde drøm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Selvom SU teoretisk lyder solidarisk, fungerer det i praksis som omvendt Robin Hood – man tager fra dem, der har mindst, og giver til dem med udsigt til mest.

SU’en blev indført i 1973 for at hjælpe mønsterbryderne ude i håndværkerfamilien med at komme på universitetet, hvis de nu ville.

Det var et tiltag for at øge den sociale mobilitet. Hvilket i sin essens er rigtig fint.

Social mobilitet er ekstrem vigtigt. Men det er bare aldrig nogensinde blevet bevist, at SU hjælper på den sociale mobilitet; tværtimod er storforbrugerne af SU allerede velhavende universitetsstuderende, som kommer fra hjem med gode muligheder.

Men det er ikke de velstillede, der primært betaler for SU – det er helt almindelige danskere, der er kommet tidligt i job, som via skatten finansierer ydelser til de studerende, som bruger dem på cafébesøg, charterferier og kolde Carlsberg. De ufaglærte betaler for den SU, som de selv aldrig fik del i.

Fra den dag du fylder 18, bliver du indskrevet som patient i barnepigestaten. Du lærer, at det ikke er dit eget ansvar at finansiere dine byture eller frokoster i kantinen. I stedet skal du – som en lidende studerende på en skattebetalt uddannelse – med god samvittighed hæve månedlige checks fra velfærdsstaten og bruge dem på café latte, kebabruller og cocktails.

De, der ikke brugte mange år på skolebænken, men kom hurtigt ud på arbejdsmarkedet, betaler nemlig for de goder, barnepigestaten leverer til de lidende patienter – men der er bestemt ikke tale om småpenge, for om året koster SU staten hele 20 mia. kr. – 20. milliarder, som vi smider ned i et sort hul.

Venstrefløjen forsøger altid at skitsere et billede af den studerende som en stakkel – en, der lever af pasta og samler flasker for at overleve hver dag.

Men sandheden er, at langt de fleste, der tager en lang videregående uddannelse, kommer fra ressourcestærke hjem, hvor pengene ikke mangler. Og når de engang er færdige, har de udsigt til at placere sig i samfundets absolutte top – både i indkomst og muligheder.

Det burde ikke være sådan. I stedet burde vi bruge de 20 milliarder kroner, som vi nu bruger på SU’en, til skattelettelser. Det ville give studerende et større incitament til at tage et fritidsarbejde, til at tage ansvar for deres egen uddannelse, og det vil markere et endegyldigt stop for den forkastelige omfordeling, som SU’en i dag er. Samtidig vil det også gavne de ufaglærte, som nu selv vil stå med flere penge mellem hænderne i slutningen af måneden.

Et studiejob giver erfaring, disciplin og kompetencer, der varer hele livet.

Hvis ikke studiejobbet kan passe ind med skoleskemaet, kan man altid tage et lån. Noget, der kan først kan virke farligt, men med den store løncheck, som akademikere trækker hjem, vil man sagtens kunne tilbagebetale den uden problemer.

Dansk Erhverv har regnet på effekten af at udelukkende omlægge kandidaten til lån. Det vil gøre, at gevinsten fra at gå fra ufaglært til akademiker vil ændre sig fra 14,4 til 14,3 millioner kroner. En ekstremt marginal forskel for akademikerens liv.

SU er ikke et udtryk for solidaritet – tværtimod. Det er en forfejlet konstruktion, der beskytter de privilegerede og sender regningen til dem, der har mindst at give af.

Det er på tide at rive plasteret af og skabe et system, der belønner ansvar og ægte selvstændighed – ikke ét, der forgylder dem, der lader de andre samle op.