Sæt grænser for æg- og sæddonation – men pas på faldgruberne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvert ottende barn i Danmark bliver i dag til ved hjælp af fertilitetsbehandling – ofte med æg- eller sæddonation. Det er et område, hvor Danmark er foregangsland, og hvor mange ufrivilligt barnløse har fået opfyldt deres største ønske: at blive forældre.

Men som branche ved vi også, at udviklingen kræver omtanke. Derfor bakker vi helhjertet op om de nordiske etiske råds anbefaling om at sætte en øvre grænse for, hvor mange familier en donor kan hjælpe. Det giver mening – både etisk og samfundsmæssigt.

Men det er afgørende, at debatten ikke stopper dér.

Vi har brug for både national og international regulering. En fælles EU-grænse for antal donationer per donor og et EU-donorregister er nødvendige samtidige tiltag. Det handler om sikkerhed og transparens.

Men regulering må ikke ske uden forståelse for, hvad det betyder i praksis. For stramme rammer risikerer at reducere antallet af donorer så meget, at det skubber potentielle forældre uden for det regulerede marked uden nogen form for beskyttelse og grænser.

Det vil være et skridt i den forkerte retning – især for de børn, der kommer ud af det.

En central præmis i denne debat er forståelsen af, hvad en donor er – og ikke er. En donor hjælper kvinder og par med at skabe deres egen familie. Men en donor er ikke en del af den familie. Det er afgørende, at denne sondring tydeliggøres, når vi taler om kontakt mellem donor og barn – og når vi vurderer, hvad det vil sige at “dele” donor med mange andre familier.

Vi skal tage de donorundfangede individers perspektiv alvorligt, men vi må også erkende, at vi stadig mangler solid kvantitativ forskning. Derfor må vi ikke basere regulering på antagelser alene.

Vi er enige i, at en grænse skal sættes – men den skal sættes klogt. For lav en grænse kan få alvorlige konsekvenser. Vi ser allerede nu, at rekruttering af donorer er en udfordring, og at kun få procent af de donorer, der ansøger, bliver godkendt. Og de fleste lande har slet ikke den samme indsats som Danmark. Hvis vi vil undgå, at familier presses ud i uautoriserede løsninger uden sikkerhed, screening eller juridiske rammer, må vi sikre, at systemet også kan fungere i fremtiden. Det kræver ikke kun regulering – det kræver forståelse for virkeligheden.

De etiske råd peger på, at rekruttering skal styrkes. Det er vi enige i. Men samtidig lægger den kommende EU-forordning op til begrænsninger i den måde, man kan kommunikere om donorrekruttering. Det hænger ganske enkelt ikke sammen. Donorrekruttering kræver tillid, transparens – og mulighed for at nå ud til dem, der kan og vil donere. At stramme kommunikationen, samtidig med at vi skærper kravene, er at spænde ben for en løsning, vi alle ønsker skal fungere.

Vi har brug for en kvalificeret debat – i Danmark og i EU – om fremtidens rammer for æg- og sæddonation. Vi opfordrer politikere, myndigheder og andre aktører til at sætte sig ind i den komplekse virkelighed, vi navigerer i hver dag. For ja, der skal sættes en grænse. Men lad os sætte den med omtanke. Med blik for både de etiske hensyn og den praktiske virkelighed, vi står i. Ellers risikerer vi at forringe kvaliteten og presse familier ud i utrygge løsninger og skade det tillidsbaserede system, Danmark har bygget op gennem årtier.

Vi er klar til at tage dialogen. Og vi håber, at Christiansborg – og resten af Europa – også er.