Vi burde spørge færre 15-årige, hvad de vil være – og flere, hvad de vil kunne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I årevis har politikere og eksperter sagt, at vi skal »løfte erhvervsuddannelsernes status«. Men måske er det ikke uddannelserne, der skal løftes – måske er det vores holdninger, der skal. For hvad siger det egentlig om os, når vi behandler unge, der vælger en faglært vej, som stakler, der nok ikke kan klare den gymnasiale vej?

Det er ikke en skam at vælge en erhvervsuddannelse. Det er en skam ikke at kunne bore et hul i en væg.

Jeg er selv gymnasieelev. Jeg kunne lige så godt have valgt en erhvervsuddannelse, men det er ikke der, hvor mine primære interesser lå, nu har jeg en flot hue, der står på øverste hylde, men skammer mig over, at jeg ingen håndværksmæssige færdigheder har.

Det er, som om vi har glemt, at samfundet ikke kun bygges på bøger og bachelorer, men også på hænder, handel og hovedregning. Det er ikke, fordi vi mangler politikere, kommunikationskandidater og klimakonsulenter – men vi mangler elektrikere, mekanikere, murere og især kontorelever. Ifølge Dansk Erhverv risikerer vi at mangle op mod 99.000 faglærte i 2030. Det er en bombe under både velfærd og vækst.

Men problemet starter ikke i erhvervslivet, det starter i vores kultur. Vi fortæller unge, at gymnasiet er det sikre valg, mens alt andet er en slags plan B. Det er en løgn. Og den har konsekvenser. Hver tredje ung i Danmark har aldrig haft et job. Hver tredje! Hvor tror vi, de skal lære arbejdsdisciplin, ansvar og samarbejde, hvis ikke de møder det i virkeligheden?

Med regeringens nye udspil med epx’en kan vi begynde at erkende, at gymnasiet faktisk ikke bør være standardvalget for alle.

Grundlæggende er jeg enig i, at der skal være et karakterkrav, men det er kun symptombehandling af det reelle problem: Alt for mange vælger gymnasiet, selvom det slet ikke er det, de reelt har lyst til. Problemet er ikke adgangskravene i sig selv, problemet er, at vi har gjort gymnasiet til det øverste og eneste prestigefulde valg. Lad erhvervsuddannelserne stå på egne ben og anerkend, at det ikke er andenrangs at vælge en anden vej end gymnasiet. Måske er det bare ikke den vej, man skal, og det er helt okay.

Det bedste, vi kan give unge, er ikke bare viden, det er erfaring. Vi burde spørge færre 15-årige, hvad de vil være – og flere, hvad de vil kunne.

En lærling, der bruger hænderne og står op klokken 6, har ofte mere arbejdserfaring som 20-årig, end mange akademikere har som 30-årige. Og ja, måske har de ikke skrevet 40 sider om Foucault, men nogle kan bygge et hus. Og det er sgu også værd at kunne.

Derfor skal vi vende samtalen. Drop offerfortællingen. Tal ikke om, at vi skal “løfte” de faglige uddannelser, tal om, at vi skal hylde dem. Tal ikke om, at det er “synd” for dem, der ikke kom i gymnasiet, tal om, hvor fedt det er, at nogle vælger at skabe, bygge og fikse virkeligheden.

Vi har ikke brug for flere akademiske snobberier. Vi har brug for respekt. For valgfrihed. For faglig stolthed. Så næste gang nogen siger, at vi skal »løfte erhvervsuddannelserne«, så svar: Nej tak – vi skal bare holde op med at tale dem ned.