Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nej, ulven skal ikke skydes

Det er et sundhedstegn, at ulven er tilbage i Danmark.

Tobias FrederiksenFormand, Sydfyns Konservative Ungdom, Svendborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De seneste måneder har én særlig debat fyldt helt ustyrligt meget: debatten om ulven i Danmark. Ulven har været her i flere år, men er første gang kommet meget tæt på mennesker. I januar blev ulven set i den lille jyske by Oksbøl til stor frygt og foragt fra byens borgere.

Denne frygt, som bunder i en grundlæggende uvidenhed om ulven, får nu flere politikere til at skride til handling. Fra Socialdemokratiets side ønsker man at regulere ulven, og fra Danmarksdemokraterne ønsker man helt at udrydde ulven.

Nationalt Center for Miljø og Energi på Aarhus Universitet slår fast, at kun ni personer er blevet dræbt af ulve i hele Europa de seneste 50 år. Vel at mærke i hele Europa med en samlet befolkning på 700 millioner mennesker. Fem af de ni ulveangreb skete, fordi de havde hundegalskab, en sygdom, som er udryddet i både Tyskland og Danmark. Der har ikke været ét eneste angreb på mennesker i Danmark, siden ulven kom tilbage i 2012.

Det er fuldstændigt sindssygt, at man ønsker at regulere og udrydde en hel dyreart, som ikke har gjort et eneste menneske fortræd. Man ønsker at forebygge mod en frygt for ulveangreb, der ikke finder sted.

Og hvorfor render ulven rundt i Oksbøl? Fordi vi igennem de seneste mange år har ødelagt den danske natur. Vi er et af de mest opdyrkede lande på kloden og har næsten ingen vild natur tilbage. Det er jo ikke overraskende, at en ulv begår sig i et boligkvarter, når dens naturlige habitat er væk. Ønsker man oprigtigt at tage folks bekymring for ulven alvorligt, burde man anlægge meget mere vild natur og give plads til ulven.

Hvorfor det? Fordi ulven har en helt naturlig og berettiget plads i det danske økosystem. Ulven er en regulator, der kan holde hjortebestanden optimal. I modsætning til en jæger, som skyder alt, hvad han kan ramme, dræber og æder ulven de svageste hjorte, og dermed sikrer den, at kun de gode gener videregives. Flere ulve er en garant for en sund biodiversitet.

Der er et udbredt og trættende jyderi på Christiansborg, hvor man udfører en skadelig populistisk politik. Vi har næsten ingen natur i det her land, og i samme sekund noget vender tilbage til normalen, skal det nu skydes og holdes nede. Man sælger naturens overlevelse for at få jyske stemmer.

Og ja, det er da trist og ærgerligt, at bønderne i ny og næ vil miste et får eller en høne til en ulv, men det er vel naturens vilkår?

Kan jeg forstå, at folk kan være bange for ulven? Ja, selvfølgelig kan jeg det. Men man kan jo ikke aflive alt, man ikke forstår? Jeg er bange for heste og muskelhunde, men bør de aflives, blot fordi jeg har en irrationel frygt for dem?

Ulven er ikke til fare for mennesker, og det er et sundhedstegn for vores natur, at den nu er vendt hjem. Ulven skal ikke skydes.