Ny aftale om Lynetteholm skævvrider Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med den netop indgåede aftale om den trafikale infrastruktur til Lynetteholm fastholder regeringen og flertallet på Københavns Rådhus deres vilje til at gennemtrumfe megaprojektet, selvom det forekommer mere og mere urealistisk.

At væsentlige forudsætninger for det oprindelige projekt har ændret sig – at fødselstallet falder, vandstanden stiger, og den finansielle risiko er enorm – ignoreres fuldstændigt.

Tværtimod så skrues der op for volumen i projektet, i håbet om at narrativet om ”mere metro til københavnerne” og en by i evig vækst er nok til at berolige de sagesløse københavnere frem til efter kommunalvalget i november.

Projektets afkobling fra en accelererende klimakrise er monumental. Dets skævvridende effekt på udviklingen i hovedstaden og i landet som helhed ligeså. Klimakrisen og det samlede klima- og miljøaftryk ved at etablere en helt ny bydel til 80.000 mennesker på kanten af Øresund nævnes ikke med ét ord i aftalen.

Samtidig forestiller regeringen og kommunen sig med aftalen, at mindst halvdelen af landets forventede befolkningstilvækst frem til 2060 vil finde sted inden for Københavns kommunegrænse.

Udover at der er tale om klimabenægtelse ved højlys dag, og at aftalen strider mod regeringens erklærede ambition om »et Danmark i balance«, så uddyber aftalen det demokratiske grundproblem ved Lynetteholm.

Med aftalen lægger det aktuelle flertal de københavnske borgerrepræsentanter i en økonomisk og planlægningsmæssig benlås i de kommende 40-50 år. Københavns Kommune forpligtes til »… bedst og hurtigst muligt at generere den forventede indtjening på 21 mia. kr. og herunder først og fremmest at løbende tilbagebetale statens udgifter til infrastrukturen på 19,8 mia. kr.«

Denne forpligtelse skal af kommunen indfries ved »… efter ansøgning fra selskabet bag byudviklingen at udarbejde kommuneplan og byggeretsgivende lokalplaner, der muliggør realisering af de forudsatte bebyggelsesprocenter«.

Den spændetrøje, som flertallet på Københavns Rådhus skiber byen ind i, er både politisk og økonomisk. Udover at kommunen i form af kapitalindskud, stigende billetpriser i metroen mv. medvirker direkte til den samlede investering på godt 33 mia. kr., så bygger aftalen på fortsat gældsopbygning, ikke mindst i metroselskabet.

Nu planlægges der efter, at gælden i selskabet topper med 58,9 mia. kr. i 2075 og først endeligt er afviklet i 2102. Et enormt sats på fremtidige indtægter, men først og fremmest en massiv fortrængning af, hvor stor en byrde renteudgifterne allerede i dag udgør for metroen og dens daglige brugere. Mellem 5-7 kr. af prisen for metrobillet p.t. går alene til at betale renter!

Der kunne siges meget mere om den dybt problematiske finansiering, inklusive den endnu uafklarede situation om rensningsanlægget Lynetten og de meromkostninger, som vil følge af det trafikale underdimensionerede ”bydesign”: en metrolinje og seks kørespor ind og ud af en by på størrelse med Esbjerg!

Lad os her nøjes med at konstatere, at aftalen for første gang konkretiserer fordelingen af den finansielle risiko, hvorefter Københavns Kommune forpligtes til at kompensere staten for halvdelen af underskuddet, hvis indtægterne fra byudvikling for 19,8 mia. kr. ikke er opnået efter 35 år. Med aftalen lægger København for alvor hånden på kogepladen.

Flertallet står med aftalen bag danmarkshistoriens vel nok mest vidtrækkende og uoverskuelige afgivelse af magt fra et folkevalgt organ. At den årtier lange begrænsning af kommende borgerrepræsentanters handlemuligheder tilsyneladende indgås helt frivilligt af de deltagende politiske partier i København, er en gåde. Og et spørgsmål, som københavnerne bør forholde sig til, når de politiske mandater skal fornys til november.