Menneskerettighedsadvokat blæser på saglige argumenter og fremsætter en kritik med grove misforståelser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et debatindlæg her i avisen 6/4 kritiserer advokat Tobias Stadarfeld Jensen det forslag, jeg har stillet i min kronik i Berlingske den 21. marts om, hvordan Danmark vil kunne frigøre sig fra nogle af de aktivistiske fortolkninger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK), som domstolen i Strasbourg har udviklet, f.eks. i sager om udvisning af strafdømte udlændinge.

En del af kritikken rummer grundløse og upassende beskyldninger mod min person. Dem lader jeg ligge. Andre dele fremlægges som faglig kritik. De kan alle, som jeg vil vise i det følgende, tilbagevises.

I korthed går mit forslag ud på, at Danmark først formelt udtræder af EMRK for dernæst, umiddelbart efter udtrædelsen, at genindtræde, men nu med forbehold over for de af Strasbourg-domstolens aktivistiske fortolkninger af EMRK, som måtte kollidere med dansk retsopfattelse. Forslaget er især henvendt til de af vore folkevalgte, som måtte ønske et opgør med de aktivistiske fortolkninger af EMRK, som reelt har givet den et helt andet indhold, end den havde i 1953, da Danmark ratificerede den.

Som Tobias Stadarfeld Jensen skriver, har forslaget fået en vis aktualitet, efter at der muligvis samler sig en blå opposition, som ønsker at tage et lovligt opgør med Strasbourg-domstolens aktivisme. Det har bl.a. formanden for Det Konservative Folkeparti, Mona Juul, udtalt.

Men lad os se på de enkelte kritikpunkter fra Tobias Stadarfeld Jensen: For det første hævder han, at en fremgangsmåde som den, jeg foreslår, vil få den internationale retsorden til at bryde sammen, »hvis medlemslande efter forgodtbefindende opsagde en given konvention for minuttet efter at genindtræde – nu med en række forbehold«.

Hvor har han dog det fra? Traktater og konventioner indgås jo, fordi deltagerstaterne ser en fordel i dem. Det er typisk kun, når indholdet af helt uforudsete grunde får et andet indhold, end da man tiltrådte dem, at det bliver relevant at overveje efterfølgende forbehold eller andre modtræk.

Og en sådan uforudset hændelse er netop indtrådt med EMRK, efter at domstolen i Strasbourg gennem de seneste årtier har forvandlet sig til en lovgivningsmagt – og vel at mærke uden demokratisk kontrol.

Havde vi vidst det ved ratifikationen i 1953, ville Danmark med stor sikkerhed have taget et forbehold for udvisning af kriminelle udlændinge (et retsområde, som vi året forinden havde fået en helt ny lov om).

I det hele taget er det tvivlsomt, om vi overhovedet ville have tiltrådt EMRK med denne viden. Ratifikationen fandt sted, få måneder før vi fik vores grundlov. Allerede dengang var der generel politisk modstand herhjemme mod suverænitetsafgivelse. EMRK blev derfor forhandlet på plads under den klare præmis – som også holdt helt frem til slutningen af 1980’erne, hvor domstolen i Strasbourg gradvist udviklede sine aktivistiske fortolkninger – at der ville være tale om en domstol, som kun undtagelsesvis kom i arbejde.

Er der noget, der vil ”bryde sammen”, hvis mit forslag opnår udbredelse, vil det måske være denne domstolsaktivisme, der jo går imod grundlæggende principper om ”checks and balances”.

For det andet kritiserer Tobias Stadarfeld Jensen, at jeg bruger den ”case” om Trinidad og Tobago, som jeg henviser til i min kronik, »til støtte« for mit forslag. Jeg er ude af stand til at forstå, hvordan han kan hente dette budskab ud af min kronik. Jeg skriver det præcis modsatte, nemlig at denne case netop ikke er illustrativ for den traktatret, som Udenrigsministeriet (som omtalt i ministersvaret) påberåber sig som grundlag for at afvise mit forslag. Udenrigsministeriet synes nemlig at have overset, at den konvention, som Trinidad og Tobago opsagde og genindtrådte i, ikke indeholdt udtrykkelig hjemmel til at tage forbehold.

En sådan udtrykkelig hjemmel til at tage forbehold har EMRK derimod. Jeg skriver derfor meget tydeligt i min kronik, at mit forslag bygger på EMRK art. 57, som tillader medlemsstaterne at tage forbehold »med hensyn til enhver særskilt bestemmelse i konventionen« i det omfang »en lov, som på det tidspunkt er i kraft på dens område, ikke er i overensstemmelse med bestemmelsen«.

Mange EMRK-medlemsstater har da også taget forbehold mod EMRK og dens forskellige tillægsprotokoller. På Europarådets hjemmeside kan man se en liste over disse forbehold her.

Da Danmark ratificerede den 7. tillægsprotokol til EMRK, tog vi forbehold for protokollens artikel 2 om appelbegrænsninger. Vi har altså før gjort brug af artikel 57. Det er påfaldende, at Tobias Stadarfeld Jensen helt undlader at omtale endsige forholde sig til denne bestemmelse og til denne praksis i sit indlæg.

For det tredje skriver Tobias Stadarfeld Jensen, at det er »helt forkert«, når jeg skriver, at Trinidad og Tobago stadig er medlem af konventionen. Om det passer, spiller ingen rolle for ”casen” (der som sagt ikke er bærende for min argumentation). Muligvis har TSJ ret. Jeg konstaterer blot, at den del af FN’s hjemmeside, der viser medlemsstaterne af konventionen om politiske og sociale rettigheder, angiver Trinidad og Tobago. Hjemmesiden findes her.

For det fjerde anbefaler Tobias Stadarfeld Jensen de danske politikere at ignorere mit forslag, fordi ingen andre har stillet det.

Nej, det har ingen andre jurister så vidt vides gjort. Og heller ingen medlemsstater. Men måske vil forslaget opnå tilslutning, hvis muligheden bliver kendt. Danmark er jo langtfra det eneste civiliserede og velfungerende demokrati, som oplever frustrationer ved domstolsaktivismen i Strasbourg, frustrationer, som i sidste ende kan bringe den bredt funderede opbakning om konventionen i fare. Og måske er der netop et opbrud i denne passivitet nu, hvor der tegner sig en politisk vilje til at forsøge at gøre op med Strasbourg.

For det femte anbefaler Tobias Stadarfeld Jensen dem, der måtte ønske ændrede fortolkninger »af de fælleseuropæiske rettigheder«, at gøre deres synspunkter og argumentation gældende »i den nationale lovgivningsproces og ved domstolene«.

Men heri ligger jo netop problemet: Strasbourg-domstolen har med sine mange aktivistiske fortolkninger lagt følelige grænser for, hvad de folkevalgte kan beslutte. Når den har talt, skal danske domstole følge dens fortolkning, selv om et massivt demokratisk flertal måtte ønske en anderledes regulering på bestemte retsområder. Sådan er det, fordi Danmark har valgt at inkorporere EMRK som en del af dansk ret. Noget kunne tyde på, at disse fortolkninger nu har nået et kritisk punkt, og at dette er grundlaget for den blå opposition, som bl.a. Mona Juul har taget del i.

Jeg kan sagtens forstå, hvis Tobias Stadarfeld Jensen, der hjælper sine klienter med at føre sager ved Strasbourg-domstolen, er nervøs ved tanken om, at de danske folkevalgte skulle tage magten tilbage herfra inden for politisk kritiske områder. Dette personlige engagement fritager ham dog ikke for pligten til at fremføre saglige argumenter i debatten. Hvis han altså ønsker at blive hørt.