Rygterne om blå bloks død er overdrevne: Jeg køber ikke længere fortællingen om et manglende borgerligt alternativ

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som et liberalt sindet menneske var slutningen på det forrige årti en grufuld oplevelse. VLAK-partiernes behandling af regeringskontorerne ledte til det store borgerlige forfald, hvor de sammen med DF sendte et reelt alternativ til Mette Frederiksens tusindårsrige langt ud i kulden.

Splittelsen trumfede forsoningen, og særligt mellem visse partiledere mindede stemningen mere om en hård parceremoni i ”Paradise Hotel”.

Men tiderne skifter, og som i enhver god fodboldkamp ændrer holdopstillingerne sig også undervejs. Og blå bloks startellever har i den grad tilegnet sig friske kræfter, der for alvor viser en villighed til et fælles borgerligt projekt. Derfor er jeg ikke længere enig i den udlægning, som medierne og rød blok stadig dyrker om den store kløft mellem de blå partier. Tværtimod oplever jeg, at de blå partier gang på gang viser, at der er enighed om en fælles retning på trods af forskelle.

Den samlende tilgang fra den blå opposition har vi efterhånden set en håndfuld gange.

Sidste år stod partierne sammen om et forslag, der skulle beskære knap 3.000 årsværk fra statens administration. Før det blev de i fællesskab forvist fra finanslovsforhandlingerne, fordi de tillod sig den uskik at stille nogle samlede krav mod regeringens politiske monopol. De har lavet et fælles forslag om en bindende bureaukratilov, og for ganske kort tid siden meldte de klart ud, at koranloven og racismeparagraffen skulle fjernes i kampen for at styrke ytringsfriheden.

Også i mere uformelle sammenhænge har partierne vist en forsonende indstilling. Blandt andet gennem jævnlige partiledermøder, til hinandens landsmøder eller Liberal Alliances udsolgte ”Alex og Ansvaret”-show. Derudover gemmer der sig en lang række af eksempler i både større og mindre skala end de ovenstående, og det udtrykker alt sammen en fælles forståelse af, at blå blok har brug for en retning, hvor kløfterne minimeres.

Selvfølgelig skal man have i betragtning, at det stadig handler om fire forskellige partier med hver sin politik, men den journalistiske disciplin i at skære blå blok over som mørt kød har kun et minimum af eksistensberettigelse. Javist, vi ser stadig forskelle i ambitionsniveau, når det kommer til velfærd, skattelettelser og klimapolitik, men jeg tror efterhånden, der er kortere fra Venstre over LA og videre til DF, end der er fra De Radikale til Enhedslisten.

Men rød bloks splittelse hører vi ikke så meget til. Men som en, der oplever politik – og særligt de blå partier – på nærmeste hold, køber jeg ikke længere den slidte klichéfortælling om, at der ikke er noget blåt alternativ til den nuværende leverpostejsregering.

Fortællingen bliver dertil også styrket af, at en klar statsministerkandidat mangler i puslespillet. Men det bekymrer mig ganske lidt, at der stadig er brikker, der ikke er faldet på plads.

Jeg tvivler ikke på, at danskerne godt ved, hvad det borgerlige projekt kommer til at indebære, uagtet hvem der skal have nøglerne til Slotsholmens fineste kontor. Det vil derimod klæde kritikerne, hvis de lyttede en anelse mere til Lars Løkkes vise ord om, at det ikke handler om nogen, men om noget.

Meningsmålinger er også ganske usikre, selvom det til tider går den rigtige vej, og det i sidste ende er det, der skal afgøre, om det borgerlige projekt kan tælle til 90 mandater.

Men når nu der tydeligt er peget i samme retning, vil det klæde besserwisserne og de såkaldte politiske eksperter at pakke fortællingen om den splittede blå blok sammen og finde på nogle originale budskaber.