Brug tallene til andet end statistik. Brug dem til at handle på det, de viser

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jyllands-Posten læser vi i forbindelse med planerne om at straffe vanvidsbilister højere en profil af den typiske vanvidsbilist. Her kan næstformanden for retsudvalget, Mai Mercado, næsten ikke få hænderne ned af begejstring på grund af den kendsgerning, at Justitsministeriet sammen med tidligere offentliggjorte tal fra Rigspolitiet viser en hel del om, hvem de meget omtalte vanvidsbilister er. Og budskabet, der giver anledning til jubelen: Det viser sig, at gennemsnitsalderen for en vanvidsbilist er 41 år og ikke blandt de unge mellem 18 og 25. Halleluja!

Folk, der ikke vil have ulejligheden med at tænke sig det mindste om, kan få det utroligste ud af statistik. Lige præcis nævnte område er belyst før. Jeg husker f.eks. engang i 80’erne en politimand i den nu hedengangne Hobro Politikreds være henrykt over en statistik, politiet i kredsen havde lavet, der viste, at ”de fleste”, der var taget for spirituskørsel, var over 25. Vi taler også her om årgangen på syv år fra 18 til 25 år mod årgangene lad os sige fra 26 til 75. Men hvor mon der er flest bilister blandt de to grupper – den i de syv år eller den i de 50?

Hvorfor nu være så kritisk over for den brug af statistik? Jo, vi glemmer, hvis der er tale om lovgivere, at koncentrere os om de egentlige problemer, der måske koncentreres om specifikke grupper.

Den præsenterede statistik fortæller jo intet om hyppigheden af vanvidsbilisme, og så gøres der måske intet for at gribe ind. Men vi ser det inden for flere områder. I nævnte artikel hedder det, at der er flest østeuropæere blandt vanvidsbilisterne (som de udgør en fjerdedel af), særligt polakker, litauere, rumænere, ukrainere og letter.

Personligt kunne disse og andre oplysninger om østeuropæeres kriminalitet godt få mig til at tvivle på berettigelsen af Ukraines medlemskab af EU (men nok af Nato). Det er tidligere nævnt, at 7 af 10 indsatte i Københavns fængsler har indvandrerbaggrund, hvilket bekræftes af Danmarks Statistik. Det til trods for, at de befolkningsmæssigt er en minoritet.

Kunne en bearbejdning af sådanne data måske ikke få visse beslutningstagere til at se lidt anderledes på tingene i stedet for blot at feje de grimme fakta ind under gulvtæppet? (Zenia Stampe og Pelle Dragsted undtaget).

Hvorfor forholder det sig således? Fordi vi er så forfærdeligt bange for at støde nogen. Det er heldigvis ikke alle østeuropæere og muslimer, der er misdædere, og de er præcis lige så pæne og ordentlige som os etniske skandinaver, og de fortjener som enkeltpersoner, at vi udviser en anstændig adfærd over for dem.

Men vi har jo indiskutabelt nogle problemer med visse befolkningsgrupper, som vores ofte ilde anbragte pænhed forhindrer os i at beskytte os imod. Kan vi mon lære en bedre balancegang mellem det at beskytte os selv mod misbrug af vort så højtbesungne velfærdssamfund og alligevel have respekt for minoriteter – det være sig ”unge”, udlændinge og andre, som favnes så ømt af wokeismen.