Løkke er alt for vattet
Danmark har brug for en ny udenrigsminister.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Efter her i JP 4/4 at have læst den amerikanske udenrigsminister udtale, at »grønlænderne ønsker ikke at være en del af Danmark«, og at vores egen udenrigsminister ikke omgående går i rette med ham og heller ikke ønsker at stille op til interview, må man vist mene, at vi trænger gevaldigt til en anden udenrigsminister.
Hvad Marco Rubio sagde, og hvad Trump og Vance flere gange har sagt, må enhver ansvarlig udenrigsminister, der er sin løn værd, omgående protestere imod, så ingen, heller ikke Trumps storhedsvanvid, kan misforstå dem. Den amerikanske udenrigsminister kan opfordre Nato-landene til at bruge flere penge på forsvar, men derfra og til at forlange, at de skærer ned på deres velfærdspolitik, er der et godt stykke vej, og der må en ansvarlig udenrigsminister foreholde Rubio, at han er gået langt over stregen.
Konklusionen er, at Løkke er uduelig som udenrigsminister. Han har et andet projekt kaldet Moderaterne, startet af ham selv med det mål at blive statsminister igen – det duer han heller ikke til.