Man vil mere lighed, men skaber det modsatte: Kommission lægger op til en fortyndet dåb

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Som præster har vi foretaget talløse dåb og hver gang fået bekræftet den slidstyrke, der er i vores smukke og enkle ritual. Et ritual, som vi er fælles om, ikke kun i landet, men også på tværs af generationer.

De ord, der blev sagt over vores forældre som spæde, blev også sagt ved vores egen barnedåb og senere, da vi som voksne bar vores børn til døbefonten. Dåbens ord er et bånd, der omslutter slægterne og skaber et dybt fællesskab.

Men hvor længe?

Stærke kræfter i folkekirken slår lige nu til lyd for et nyt dåbsritual, der skal udgøre en buffet. Den enkelte præst og menighed skal kunne vælge mellem en håndfuld bønner og tekster. Det fælles skal vige for den enkelte præsts behov for at gøre det på sin egen måde.

Gør det noget?

Ja. Dels medfører det, at ritualet ikke længere er fælles for os. Dels tillægges dåben forskellig betydning, afhængig af hvordan præsten sammensætter buffeten.

Siden Reformationen har dåbsritualet rummet formuleringer, der markerer, at dåben ikke bare er en ligegyldig hårvask, men at der sker noget ved denne hellige handling, og at dåbskandidaten går fra én status til en anden. I tidligere ritualer blev det formuleret ordrigt og med mange bibelhenvisninger, men siden 1912 er det meget kortfattet blevet formuleret som en tak til Vorherre for, at han i dåben »gør os til sine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv«.

I disse få, men vigtige ord bliver det sagt, at vi i dåben bliver adopteret af Vorherre; en tanke, der har stærke bibelske rødder. Paulus kalder det, at vi får »barnekår« hos Gud, altså får del i de rettigheder, som et barn af huset tildeles, selv om man ikke er biologisk barn. En lykkelig adoption, hvor det forvildede menneske tilgives og overøses af Guds kærlighed.

Denne kernetekst i vores nuværende dåbsritual har adskillige præster set sig gal på. Den er nemlig »ekskluderende«, lyder kritikken.

For hvad nu med de mennesker, der ikke er døbt – er de ikke Guds børn?

Nej, det kan man som evangelisk-kristen ikke rigtig love. Ethvert menneske er Guds skabning, men den særlige børnestatus fødes vi ikke med. Den, »der ikke bliver født på ny, kan ikke komme ind i Guds rige«, hedder det i Johannesevangeliet. Men enhver kan til gengæld opnå denne genfødsel »af vand og ånd«, sådan som det sker i dåben, der som bekendt er åben for enhver.

Det er præcis derfor, at vi ved enhver dåb med teksten fra Matthæusevangeliet hører, at alle folkeslag skal blive Jesu disciple netop ved dåben. Det er altså lige præcis dåben, der er den tydeligste markør på, at Gud vil gøre alle folkeslag til sine. Med andre ord: Den nye pagts perspektiv er universelt, mens den gamle pagts perspektiv var partikulært, idet kun det udvalgte folk, jøderne, hørte med til udvælgelsen.

Dåbens perspektiv er universelt, og så meget desto mere burde vi som kirke tale dåbens betydning op, ikke ned.

I lighedens navn har en række primært københavnske præster ført kampagne mod denne bibelske og lutherske tanke. Og deres protester bærer nu frugt i form af den rapport, som folkekirkens dåbskommission netop nu er barslet med.

Helt som dem lægger formanden, biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, afgørende vægt på, at dåben ikke må opfattes som »ekskluderende«. Som det hedder i rapporten, tager »kommissionen anfægtelsen over formuleringen i takkebønnen alvorligt«.

Den fælles takkebøn med de stærke og vigtige ord skydes derfor nu til side som en blandt fem forskellige valgmuligheder.

Man kan også vælge en bøn, der på en meget mere udflydende måde kalder om kærlighed og »dåbsvandet« som en »kilde fuld af nåde«, uden at nævne tunge ord som ”synd” og ”genfødsel” og vel at mærke uden at understrege det store i dåben: at vi får lov at blive adopteret som Guds børn.

Vi er dybt forundrede over, at biskop Thomas Reinholdt Rasmussen vil stå på mål for en sådan fortynding af vores dåbsritual, og at det afgørende for ham er, at der ikke er forskel på døbte og udøbte, sådan som han formulerede det i Kristeligt Dagblad for nylig: »For den allerdybeste betydning i dåben er jo, at man lader sig forme efter Kristus. Dermed er opgaven at gøre sig lige med de ikke-døbte og stille sig solidarisk med dem og sige, at der er ingen adskillelse.«

Biskoppen anfører selv, at han har disse formuleringer fra den tyske teolog Wolfhart Pannenberg, men hvorfor netop Pannenbergs kringlede og svært forståelige udsagn om dåben skal være bestemmende for dåbsritualet i en evangelisk-luthersk kirke, melder historien ikke noget om.

Det lader i det hele taget til, at dåbskommissionens formand ikke for alvor har lagt sig i selen for, at kommissionen klart og tydeligt viderefører en såvel bibelsk som luthersk teologi i dåbsritualet, når det klare udsagn om, at man ved dåben bliver Guds barn og dermed en del af Guds nye pagtslutning med mennesket, af hensyn til de udøbte ikke længere må lyde højt og tydeligt.

Spørgsmålet trænger sig på: Hvis dåben allermest handler om at være solidarisk med de ikke-døbte, må det mest solidariske vel være helt at lade være at blive døbt?

Og enhver observant lytter må spørge sig selv: Hvorfor skal jeg egentlig lade mit barn døbe, hvis det ikke betyder noget?

Folkekirken burde kunne gøre rede for, hvorfor dåben er en afgørende begivenhed i en tid, der kalder på klare og velgennemtænkte svar. Med mange religiøse tilbud og frit valg på mange hylder er der mere end nogensinde behov for, at det er klar tale og ikke tågesnak, der forkyndes af præsten.

Dåbskommissionen skubber de klare ord til side til fordel for tågesnak og buffet-forvirring.