Vance-besøget er en dyr, taktisk fejl

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Tilbage i september 2016 fortalte den daværende amerikanske præsidentkandidat Hillary Clinton, at vi, der støttede Donald Trump, var »uværdige«, uacceptable mennesker, og hvis vi fik vores vilje, ville vi ødelægge alle USA’s institutioner, dets kultur og forfatning og føre til en omfattende forvridning af vores grundlæggende værdier.

Donald Trump slog tilbage, men skaden var sket. Bemærkningen kunne ikke ignoreres, og udtrykket blev hurtigt til det navn, som hardcore-demokrater hyppigst brugte i deres samtaler, og som samtidig blev stærkt kritiseret af hardcore-konservative. Desværre har sådanne bemærkninger ofte en tendens til at ramme afsenderen og ikke kun offentligheden.

Den offentlighed, jeg taler om her, er ikke kun amerikanerne. Nu har begrebet bevæget sig over Atlanten og nået europæerne, der nu synes at være enige med Clinton i, at Trump-administrationen har smidt gode manerer og langvarige protokoller overbord. Senest med Vance-besøget i Grønland.

Besøgets karakter ændrede sig, fordi Trump-administrationen fik dårlig presse i Danmark og Grønland for at dukke op uden invitation, selvom de havde fuld ret til det i henhold til det amerikansk-danske visumfritagelsesprogram, som giver amerikanere og danskere ret til at besøge hinandens lande uden visum.

Men dét, at man har ret, gør ikke nødvendigvis handlingen rigtig, og den danske og grønlandske presse var hurtig til at påpege, at ankomsten af to Hercules-transportfly til deres lufthavn i Nuuk var dråben, der fik bægeret til at flyde over. For at blande metaforer: Amerika havde krydset Rubicon.

Situationen så ganske vist dårlig ud for USA. Det lignede en invasion – om end en fredelig en af slagsen med pansrede køretøjer og et par dusin sikkerhedsvagter. Danskerne sendte også omkring 100 danske politifolk fra det danske fastland til stedet.

Grønlændernes årlige hundeslædeløb gik fra at være en hyggelig kulturel begivenhed til en politisk præget en, hvor æresgæsten (vicepræsidentens hustru) faktisk ikke var officielt inviteret og derfor ville deltage uden arrangørernes samtykke. Et andet problem var, at Grønland netop havde holdt valg og endnu ikke havde dannet regering, så ingen midlertidig regeringsrepræsentant ønskede at blive stemplet som ”Amerika-elsker” ved at møde hende.

Med ”aju-aju” – det grønlandske udtryk, som bruges for at få slædehundene til at bevæge sig fremad i sneen – lagde lokalbefolkningen pres på medierne for at give udtryk for deres utilfredshed. Journalister fra København og Nuuk greb historien og kaldte den »intimiderende« og »et brud på langvarig protokol«, »et slag i ansigtet på Danmark og Grønland« fra et territorium-hungrende rovdyr, der foregiver sig at være en velvillig, frihedselskende nation.

Var USA dermed i færd med at opfylde Hillarys profeti?

Besøget var efter min mening en taktisk fejl, som aldrig skulle have fundet sted uden i det mindste en bilateral aftale med danskerne og grønlænderne. I stedet står man nu tilbage med en pinlig oprydningsopgave, og på denne side af Atlanten vokser foragten for USA og amerikanerne. Nu ved vi, hvordan det føles at blive skældt ud, fordi vi ikke tog støvlerne af ved døren og efterlod mudder på værtens gulv. Vi er blevet »de uværdige« – i det mindste i mange europæeres øjne, og det vil tage tid at ændre deres opfattelse af os, før de igen med glæde køber vores produkter, roser vores kultur eller accepterer forskellene i vores lederskab.

Hillary tog måske fejl med hensyn til Trump-støtternes sande natur, men hun havde ret i opfattelsen af Trump-støtterne, og som vi amerikanere ved, er opfattelse ofte lig med virkelighed for mange mennesker.

At få folk til at fokusere på fakta er en opgave så stor, at mange af os konservativt-tænkende allerede har opgivet at prøve. Nu er det bare dem og os uden nogen mellemvej. Lincoln havde ret: Man kan ikke narre alle hele tiden, men alene det at forsøge skaber formidabel modstand fra alle sider.

Europæerne er blandt disse modstandere, især danskerne, der ikke bekymrer sig om størrelsen på deres land eller omfanget af deres handel med USA. For dem er det at bøje sig automatisk for magt forkert, og de tøver ikke med at påpege, at kejseren ikke har noget tøj på – uanset hvor han sidder, eller hvor stort hans rige er. De er i deres dna som tidligere krigerfolk. Det er ikke uværdigt – det er beundringsværdigt – om end lidt risikabelt.