Velfærden kan sikres med 20 pct. færre offentligt ansatte
Den offentlige sektor er blevet en jungle af regler, blanketter og kontrol. Og når skoven af skemaer og formularer får lov at gro uhæmmet, ender den med at kvæle reel handling og initiativ.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Lige nu er staten ved at drukne i sit eget papirarbejde i stedet for at være en velfungerende maskine, der understøtter sine borgere og erhvervsliv. Bureaukratiet er blevet velfærdens skjulte fjende. Når nye regler og krav indføres, skaber det behov for nye medarbejdere, nye kontrolinstanser og nye procedurer. Staten ser i stigende grad sine egne borgere og virksomheder som en flok, der skal kontrolleres og reguleres i stedet for medspillere, der skaber værdi.
Det er ikke en naturlov, men en konsekvens af politiske valg. Det kan og bør ændres. Hvis vores velfærd skal overleve, foreslår vi en reduktion af den administrative sektor med 20 pct. i 2030. Antallet af administrative medarbejdere i staten er steget med mere end 20.000 medarbejdere mellem 2013 og 2023, og der er brug for at slå bak. Det vil betyde omkring 13.000 færre administrative medarbejdere, hvis vi reducerer antallet af medarbejdere med 20 pct. Selv med den reduktion vil der være flere administrative ansatte end for 10 år siden.
Tiden er inde til et ambitiøst opgør med den offentlige sektor. Ikke blot en forsigtig trimning, men en grundlæggende ombygning. Der er behov for, at staten fokuserer sine ressourcer på det væsentlige, på kerneopgaverne, på driften frem for de kolde hænder.
For nylig kunne Dansk Erhverv fortælle, hvordan 90.000 private ansatte hver dag går på arbejde for udelukkende at knokle med regler og krav. Hos TEKNIQ oplever tre af fire af vores medlemmer et stigende antal administrative byrder, som er tyngende for vækst og effektivitet. Vi ser det bl.a. inden for ESG- og CSR-rapportering, hvor virksomheder må ansætte specialister for at kunne dokumentere, at de lever op til kravene – i stedet for at bruge kræfterne på at drive forretning. Brug af både AI og automatisering af processer kan sikre en effektivisering, der gør 20 pct. reduktion mulig.
Reduktionen af de administrative stillinger i det offentlige skal sikre en bæredygtig velfærd og skabe et mere effektivt samfund. Nedskæringen vil ikke kun bidrage til at lette den offentlige sektors bureaukrati, men også give plads til, at ressourcerne kan bruges mere målrettet på kernevelfærd, og det får vi brug for.
Hvis vi reducerer de administrative lag i staten, kan vi skabe et mere dynamisk erhvervsliv og sikre en handlekraftig offentlig sektor, samtidig med at vi bevarer en stærk og velfungerende velfærdsstat.