Kulturel oprustning er en bunden opgave

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark står vi over for oprustning i en skala, som ikke er set i nyere tid. Det handler om vores sikkerhed og fremtid. Men oprustningen skal ikke kun handle om krudt og kugler. Den må også være kulturel.

Der kommer til at være diskussioner om prioriteringer, og her frygter vi, at man vil gentage et forældet syn på kulturen. Et syn, hvor kulturen alene ses som en udgift. Sådan er forholdene imidlertid ikke længere. Kulturen har igennem de seneste årtier udviklet sig til at være et væsentligt indtjeningsområde helt på linje med de erhverv, som vi ser som grundlaget for Danmarks velstand.

De kulturelle erhverv havde i 2022 en samlet produktion på 158 mia. kr., hvilket svarer til 3 pct. af den samlede produktion i Danmark. Dertil beskæftigede området cirka 148.000 mennesker. En stor del af kulturen er altså også business, samtidig med at kulturen bidrager med dannelse, fællesskaber, livsglæde og demokratisk forståelse.

Danmark står heldigvis på et stærkt fundament, og vores kulturliv og ikke mindst kulturformidlingen har gennem mange år haft et særdeles højt niveau. Men intet kommer af intet, og kulturen er både noget af det, som der kæmpes om, og en del af den indtjening, vi har brug for. Derfor skal vi turde tænke mere nutidigt og balanceret om kulturen.

Mange har for længe overset kulturens særlige samfundsmæssige og menneskelige betydning og værdi. Ligesom med sikkerheden har vi taget kulturen for givet og ikke sådan rigtigt seriøst. Begge tendenser skal vi gøre op med, for det er nøglen til at sikre den nødvendige oprustning.

En del af øvelsen er blandt andet at sikre balancen mellem det almennyttige og det kommercielle på kulturområdet. En balance, som i vores optik er en slags særlig ”dansk model” og en styrkeposition. Og det er jo sådan med styrkepositioner, at dem skal man identificere og bygge videre på.

Hvordan gør vi så det?

Det gør vi ved at anerkende, at det kommercielle og det almennyttige ikke bare hænger sammen. De giver hinanden værdi og er ligesom velstand og velfærd i et afgørende kredsløb. Desværre oplever vi alt for ofte i de politiske drøftelser, at de to ting bliver skilt ad, og det duer bare ikke.

I de seneste årtier har der været et politisk ønske om, at kulturlivets aktører skal øge deres kommercielle indtjening. Samtidig har corona-nedlukningerne, de høje energipriser og den mærkbare inflation vist, at kulturlivets økonomiske grundlag og forretningsmodeller er særligt sårbare.

Og for nylig har vurderinger og afgørelser inden for skatteområdet udfordret balancen mellem det almennyttige og det kommercielle. Så sagt på almindeligt dansk er aktørerne blevet bedt om at tjene flere penge selv for bagefter at blive slået oven i hovedet med skattehammeren.

I stedet burde vi styrke rammerne for den særlige ”danske model” på kulturområdet. Landets kulturvirksomheder skal opdateres med moderne og tidssvarende forudsætninger for at drive en sund, professionel og bæredygtig kulturforretning. Samtidig skal der være fokus på mere langsigtede strukturelle udviklingsmuligheder på kulturområdet. Det skal blandt andet give bedre muligheder for løbende konsolidering og investeringer i udvikling og nytænkning.

Det er bevist mange gange, at vi her i Danmark kan innovere og levere kultur og kulturformidling på højt, højt niveau. Men det kræver de rigtige rammer, tilstrækkeligt med viden og politisk forståelse for kulturens vigtighed i en urolig tid.

Netop arbejdet med at sikre kulturel robusthed har højeste prioritet for os, og vi ser frem til i samarbejde med landets politikere at gøre det virkeligt. Det er kun sammen, at vi kan løfte og gennemføre den kulturelle oprustning, som der også er brug for i disse tider.