Ytringsfriheden er på hospice – og regeringen trækker stikket

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig, at du sidder med dine venner og fyrer en dårlig joke af. En af dem ruller med øjnene, en anden griner, og en tredje synes, den er smagløs. Alt er, som det plejer at være – indtil politiet banker på din dør, sætter dig i håndjern og slæber dig ind i en fængselscelle. Lyder det som noget fra Nordkorea?

Velkommen til Danmark anno 2025.

En 29-årig mand fra Aarhus har netop fået syv dages betinget fængsel for at have skrevet racistiske jokes på nettet. Ja, vittigheder kan være smagløse. De kan være grove, stødende og helt igennem idiotiske. Men vi er nået til et punkt, hvor staten ikke længere rynker på næsen – den uddeler fængselsstraffe.

Men det stopper ikke der. Den nuværende regering har fået smag for censur. Med koranloven er det ulovligt at brænde, rive eller på anden måde mishandle Bibelen, Koranen eller Torahen. Du må gerne brænde Dannebrog, håne kongehuset eller trampe på grundloven – men Gud nåde dig, hvis du gør det samme ved en gammel bog.

Pludselig har vi hellige skrifter i Danmark, som ikke må krænkes. Det er absurd. Religioner er idéer, og idéer skal kunne kritiseres, hånes og udfordres. Når vi begynder at lave særlove, der beskytter religiøse følelser, undergraver vi den fundamentale ytringsfrihed.

Forestil dig en verden, hvor du aldrig kan være sikker på, om det, du siger, kan give dig en bøde eller fængselsstraf. Hvor du hele tiden må veje dine ord, fordi en dommer i fremtiden måske vil mene, at du har krydset en grænse.

Det lyder måske ekstremt, men det er præcis sådan, censur virker. Det starter i det små – med love, der skal beskytte “sårbare grupper” eller “samfundsordenen” – og før du ved af det, er tavshed den sikreste strategi.

Dette er ikke bare et par små lovændringer. Det er et mønster. Først så forbyder vi kritik af religion i bestemte former. Så kriminaliserer vi vittigheder, der er for grove. Hvad mon det næste bliver? Skal vi indføre et nationalt følelsespoliti, der sørger for, at ingen nogensinde føler sig stødt?

Ytringsfrihedens værdi måles ikke i, om vi kan tolerere pæne, ufarlige og politisk korrekte meninger. Den testes i, om vi kan acceptere det provokerende, det ubehagelige og det direkte frastødende. Når vi opgiver retten til at sige de ting, vi ikke kan lide at høre, opgiver vi samtidig retten til at forsvare vores egne holdninger, når nogen pludselig finder dem “stødende”.

Danmark var engang et land, der inspirerede andre til at kæmpe for frihed. Vi var dem, der stod fast, da Muhammed-krisen rasede. Vi var dem, der sagde, at ytringsfrihed ikke kunne gradbøjes.

Men vi er ved at blive et land, hvor vi i stedet lærer resten af verden, hvordan man langsomt kvæler friheden. Hvis vi fortsætter denne kurs, bliver vi ikke længere et forbillede for frie demokratier – vi bliver et advarende eksempel på, hvordan et samfund mister sin frihed, én lov ad gangen.

Nordkorea behøver ikke finde på nye metoder til censur. De kan bare kigge mod Danmark og tage noter.