Danmark og Norge skal sammen gøre Europa uafhængig af Kina

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Europa og resten af verden har gjort sig afhængige af Kinas mineralforekomster. Det er en sårbar position, som delvis kan forklare Donald Trumps interesse for Grønland. Vi tror, at et dansk-norsk samarbejde kan bidrage til at løse problemet.

Europa står i dag for over 20 pct. af verdens forbrug af mineraler, men vi producerer kun ca. 3 pct. Konsekvens: Ligesom resten af verden har vi gjort os afhængige af Kina. Europas mineralstrategi er slået fejl, og det er alvorligt. For mineraler er afgørende for at nå Europas grønne omstillingsmål. Her har Danmark gennem sit EU-formandskab og Norge som ressourcestærk mineral- og energination en unik mulighed for at ændre det.

Men det kræver et målrettet skandinavisk samarbejde, som sikrer, at vi tager kontrol over vores egen fremtid. Og det kræver, at danske politikere vækker naboerne i nord, så ”fjeldaberne” og danskerne kan forene sig.

Lykkes vi med det, styrkes både innovation og demokratisk stabilitet. Og der skabes nye arbejdspladser. Går vi glip af denne mulighed, vil Trumps fokus på Grønland og andre strategisk vigtige områder potentielt kun være en forsmag på en mere grundlæggende magtforskydning i international politik – med Europa som den tabende part.

Fra scenen under NHO’s årskonference (NHO er den norske udgave af DI eller DE) påpegede tidligere Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg, at Trump i flere tilfælde havde påpeget yderst reelle udfordringer, som Europa dengang ignorerede, men som de nu mærker konsekvenserne af. Uanset om vi kan lide det eller ej, havde Trump ret i meget af sin analyse af internationale relationer.

Nu er det Grønland og Panamakanalen, der vækker Trumps interesse. Grønland har store, delvist uudforskede ressourcer og en strategisk beliggenhed i Arktis, mens Panamakanalen er verdens vigtigste skibsrute mellem Stillehavet og Atlanterhavet. At Trump igen retter sin opmærksomhed mod disse områder, bør ikke overraske nogen: I en tid, hvor stormagtsrivaliseringen skærpes, handler det om kontrol over kritisk infrastruktur og værdifulde råvarer.

Under hans forrige præsidentperiode blev forslaget om at købe Grønland afvist som absurd, men efterfølgende har det vist sig at være et signal om USA’s ønske om at befæste sin globale magtposition – også på bekostning af europæiske interesser.

Mens USA og Kina styrker deres positioner, halter Europa efter. Den tyske økonomi, som længe var Europas lokomotiv, vakler i mødet med stigende energipriser og ustabil adgang til kritiske råvarer. Flere virksomheder ser sig nødsaget til at flytte produktionen eller lukke, hvilket får negative afsmittende effekter på hele kontinentet. Det kan blive en akilleshæl for Europas innovation og udvikling.

Mange peger på EU’s relativt komplicerede klimapolitik og langsommelige bureaukrati som hæmmende faktorer. Samtidig har Europa gjort sig afhængig af importerede råvarer fra bl.a. Kina og Afrika, hvor der mangler transparens og sikkerhed for forsvarlig udvinding eller stabil levering.

Paradokset er, at EU og EØS-landene selv besidder store muligheder for at sikre egen råvaretillgang, men ofte sættes planer for udvinding på pause på grund af politisk modstand og komplekse reguleringer. At Trump er blevet træt af europæisk beslutningsvægring og mangel på handlekraft er ikke overraskende – og sagen om Grønland understreger det.

EU har selv defineret flere ”kritiske råvarer” som nødvendige for alt fra forsvarsindustrien til ny, grøn teknologi. Alligevel bygger meget af Europas strategi på mineralimport – ofte fra områder præget af korruption og konflikt. At EU har indgået en aftale med Rwanda som del af en større satsning i regionen, indebærer en risiko for at opretholde konfliktniveauet i Den Demokratiske Republik Congo, hvor mineralressourcer finansierer væbnede grupper og børnearbejde.

Samtidig har Norge og andre europæiske lande betydelige forekomster af havbundsmineraler. De kan udvindes under langt strengere miljømæssige og sociale standarder, end hvad man ser i dag, og med fuld transparens. Alligevel er EU tilbageholdende med at etablere infrastruktur og reguleringer for egen udvinding.

I Norge er der desuden et stort flertal på Stortinget (80 pct.), der ønsker at åbne for lede- og udvindingsvirksomhed. Initiativet bremses dog af et lille, men højlydt socialistisk aktivistparti – SV – som både går imod Nato og EU, og som ikke ønsker nogen form for udvinding af havbundsmineraler.

I denne situation er det værd at bemærke, at Danmark nu har overtaget formandskabet i EU. Det giver skandinaverne en enestående mulighed for at stå samlet og fremme nødvendige ændringer:

Revurdering af EU’s holdning til havbundsmineraler: Hvis EU muliggør en forsvarlig udvinding af de ressourcer, vi allerede har på vores eget kontinent, kan vi reducere afhængigheden af konfliktfyldte ”blodmineraler”. Danmark bør lede an i denne proces og lægge pres på norske myndigheder for at igangsætte eftersøgning og udvinding.

Skandinavisk solidaritet: Gennem fælles diplomati og samordnede projekter kan Norge og Danmark sammen med Sverige bidrage til, at EU erkender behovet for reel selvforsyning af både energi og råvarer.

Et sådant skandinavisk initiativ vil gavne hele Europa. Hvis kontinentet formår at etablere sin egen produktion af kritiske mineraler og stabil energitilgang, kan vi gøre Europa uafhængigt af både kinesiske og afrikanske råvarebånd. Og sikre vores egen fremtid.

Hvis Europa fortsætter med at ignorere sine egne ressourcer og lader sig hæmme af interne stridigheder og minoritetspartier, risikerer vi at sakke yderligere agterud. At Tyskland – selve kernen i EU – kæmper økonomisk og med en industri, der flytter ud, bør være en kraftig påmindelse om, hvilken retning vi er på vej i. Skal Europa kunne konkurrere med USA og Kina og ikke blive mast mellem dem, må vi holde op med at overlade ansvaret for vores egen ressource- og energipolitik til eksterne aktører. Her bør Danmark og Norge gå foran – sammen.