Det er på høje tid at tale om fakta, Bjørn Lomborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Bjørn Lomborg beskriver i et indlæg i JP 13/5, hvordan EU i et snuptag kan løse udfordringen med at finansiere Europas forsvar – nemlig ved at flytte milliarder af euro fra klimaindsatsen, endda uden at det vil have nogen synderlig effekt på klimaet, hævder han. Europa skal simpelthen ikke købe flere solceller, vindmøller, elkabler og elbiler, fremfører han.

Det er og bliver en forkert opstilling af argumenter. Det ærgerlige er, at sådanne falske modsætninger og hurtige konklusioner ikke sikrer Europas mål om sikkerhed, vækst og innovation, som faktisk er ønsket med Lomborgs kronik. For her er vi midt i en brutal europæisk opvågnen, hvor Europa kæmper med enorme problemer og samtidig har fokus på klimakrisen, som kun forværres, jo længere vi udskyder løsningen af den.

Europas høje energipriser skyldes en stærk og belastende afhængighed af importerede fossile brændsler. Hvis man ser på de energipriser, som Europa betaler over tid, så drives udviklingen af prisen på fossile brændsler, som Europa er storimportør af.

Forskellen mellem energipriserne i 2020, de abnormt høje energipriser i 2022 og de høje energipriser i dag skyldes naturgassens udsving: billig russisk naturgas i 2020, så bortfaldet af den selvsamme russiske gas i 2022 og en nu stigende import af naturgas, der sejles til Europa fra USA, Qatar og tragisk nok også fra Rusland.

I 2024 importerede EU fossil energi for 427 mia. euro. Heraf fortsat 22 mia. euro fra Rusland, hvilket er mere end EU’s støtte til Ukraine.

Som Lomborg skriver, kan man godt ærgre sig over, at EU’s høje energipriser dræner vores økonomier. Hvis havmølleparken Thor, der er under opførsel, havde været bygget i 2022, så ville dens godt 4 TWh elproduktion have medført 1 mia. euro i europæiske hænder frem for i gasproducenternes hænder. Det illustrerer med al tydelighed det positive sammenfald mellem klima-, energi- og sikkerhedspolitik.

Men det er så netop den klimapolitik, som Lomborg kritiserer. Alt andet lige, så falder den rå elpris, når andelen af vedvarende energi stiger. Men elmarkedet er desværre ikke alt andet lige. Udsving i gasprisen slår hårdt igennem i elpriserne. Det gør det desværre svært klart at se værdien af den vedvarende energi, som EU faktisk har bygget, når gassen rykker elpriserne rundt. Men faktum er, at når Danmark er sluppet relativt billigt i en dyr tid, kan det tilskrives vores større andel af vind og sol.

I en henkastet bemærkning affejes omkostningerne ved klimaforandringerne. Men det står Lomborg meget alene med, for der er heldigvis en bred og nødvendig erkendelse og forståelse af, at omkostninger for klimaskader kun peger i en retning, og det er mod større, markante beløb.

Hver gang omkostningerne genbesøges, revideres de opad. Og det med en betydelig global negativ slagside, hvor de fattige og de mest sårbare kommer til at blive ramt hårdest.

Lomborg kobler EU’s budget og Europas udgifter til »solpaneler, vindturbiner, kraftledninger, elbiler og opladere«. I EU’s post-coronaindsats, der udgør 0,8 pct. af EU’s bnp, er det korrekt, at en tredjedel af budgettet er tilegnet klimapolitik.

Men det er klimapolitik, der er nationalt udmøntet, og som primært fokuserer på støtte til boligrenovering og energieffektiviseringer i industrien. Indsatser, som generelt har en meget lav omkostning eller endda positiv samfundsøkonomi.

Det er svært med en debattør som Bjørn Lomborg. Vi bevæger os i skærsilden under den gamle rutsjebane i Tivoli. En labyrint af spejlinger, hvor sammenhængene ikke er helt, som de først ser ud – og hvor det hele bliver en smule forvrænget.