Det er udansk at kæmpe imod transpersoners rettigheder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I 1952 vendte den dansk-amerikanske transkvinde Christine Jorgensen hjem til USA fra en skelsættende tur til Danmark. Under et besøg hos familien i København mødte hun den danske endokrinolog Christian Hamburger, der hjalp hende med at starte på hormonbehandling. Efter særlig tilladelse fra Danmarks første kvindelige justitsminister, Helga Pedersen, modtog Christine også operationer på Riget og Gentofte Hospital.

Da hun vendte hjem til USA, blev hun mødt af den amerikanske presse under stor fanfare og brugte meget af sit liv på at tale for nødvendigheden af behandling af transpersoner som hende.

Danmark har en lang og stolt historie som pioner i at anerkende og imødekomme folk med forskellige kønsidentiteter. Det er en tradition, der strækker sig længere end Christine Jorgensen. Hos vikingerne finder man fortællinger om Loke, der skifter køn for at kunne føde hesten Sleipner, mens asernes overhoved, Odin, var kendt for at udøve sejdmagi, der ellers traditionelt var en kvindelig praksis.

Omkring Christine Jorgensens tid finder vi også historien om den danske transkvinde Lili Elbe, der i 2015 var hovedperson i den Oscar-nominerede film ”The Danish Girl”. Hun blev behandlet af den tyske læge Magnus Hirschfeld, der af mange ses som pioner for sundhedsbehandling af transpersoner, og hans forhold til Danmark stopper ikke ved Lili Elbe. Hirschfeld stiftede nemlig i 1920’ernes København den internationale organisation World League for Sexual Reform, der kæmpede for kvinde- og LGBT+-rettigheder.

Hirschfelds eget Institut für Sexualwissenschaft blev desværre raseret af tyske nazister i 1933, og meget af hans banebrydende forskning er derfor gået tabt.

I nyere tid har Danmark også været på forkant med at gøre livet nemmere for transpersoner. Vi var i 2017 det første land i verden til at fjerne transkønnethed fra listen over psykiske sygdomme, da vi var trætte af at vente på, at WHO opdaterede sin egen liste. Dette skete hos et enigt sundheds- og ældreudvalg, som Dansk Folkepartis Liselott Blixt var forperson for.

Danmark indførte også frit juridisk kønsskifte som det første europæiske land, og siden da har mange andre lande, f.eks. Sverige og Tyskland, trådt i vores fodspor.

De seneste par år er det kommet på mode hos danske højrefløjspartier at forsøge at begrænse transpersoners rettigheder. Efter i årevis at have advaret om »amerikanske tilstande« har Dansk Folkeparti nu fremsat et beslutningsforslag med tydelig inspiration fra Trump-regeringen.

Forslaget kopierer amerikansk retorik en til en og kræver, at staten kun anerkender »to biologiske køn« og er et direkte angreb på transpersoner. For nylig har de også sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og De Konservative talt i folketingssalen om at begrænse retten til juridisk kønsskifte så meget som overhovedet muligt inden for den europæiske menneskerettighedskonvention. De Konservative har sideløbende indført et beslutningsforslag om at påkræve betaling ved juridisk kønsskifte, så det er transpersoner selv, der skal betale for at blive anerkendt som deres reelle køn.

Til trods for at mange af disse partier påstår at kæmpe en kamp for danske værdier, går de med deres forsøg på at udviske transpersoners eksistens og begrænse ligestillingen imod en stolt dansk tradition for frisind og ligebehandling – en, som ofte bringes op, når Danmark positionerer sig internationalt.

Da Christine Jorgensen kom hjem til USA, bragte hun danske værdier om kropslig selvbestemmelse og anerkendelse af alternative kønsidentiteter med sig. Det ligger nemlig dybt i den danske ånd at arbejde for transpersoners rettigheder, både nationalt og globalt. Så hvis højrefløjspartierne reelt vil kæmpe for danske værdier og dansk kultur, så skal de kæmpe for flere rettigheder til transpersoner, ikke færre.