Giv 16-årige på landet et kørekort i fødselsdagsgave
Det er nødvendigt for unge i landdistrikterne at kunne fragte sig selv rundt.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Muligheden for at erhverve kørekort som 16-årig er ikke en luksus, men en direkte nødvendighed. Derfor mener jeg, at staten udover at give de unge muligheden for at erhverve sig et kørekort som 16-årig også bør give selve kørekortet som en fødselsdagsgave.
I Danmark står unge mennesker i landdistrikterne ofte over for store mobilitetsudfordringer. Uden adgang til offentlig transport og med lange afstande til både erhvervsuddannelser og arbejdspladser bliver et kørekort en nødvendighed. Det bør ikke være ens pengepung, der skal afgøre, om man kan komme til og fra skole og arbejde. Derfor mener jeg, at man bør overveje at give 16-årige mulighed for at erhverve sig et kørekort gennem ungdomsskolen gratis eller til en forholdsvis lav pris. Det er simpelthen blevet for dyrt at få et kørekort.
Jeg mener ikke, det skal være ens økonomi, der begrænser ens mobilitet og frihed i hverdagen.
Storbyens privilegieblindhed skal ikke begrænse og ødelægge vores landdistrikter. Bare fordi de er vant til konstant kørende bybusser og metro, står vi uden for storbyerne i en helt anden hverdag.
Erhvervsuddannelser spiller en central rolle i vores samfund, og mange unge i landdistrikterne ønsker at forfølge en karriere inden for fag som tømrer eller mekaniker. Men uden kørekort er det ofte svært at komme til og fra uddannelsesinstitutioner og arbejdspladser. I områder med begrænset offentlig transport er kørekort ikke en luksus – det er en forudsætning for at kunne udnytte de muligheder, der findes.
Unge mennesker i dag er generelt ansvarlige, og erfaringer fra lande som Sverige viser, at 16-årige kan håndtere det ansvar, der følger med at køre bil. Et kørekort giver dem frihed og mulighed for at blive mere selvstændige, samtidig med at de lærer at tage ansvar.
Jeg mener, at de unge mennesker er ansvarlige nok til at kunne bevise over for os andre, at de kan bære det ansvar, der medfølger.
Det er på tide, at vores landdistriktsminister, Morten Dahlin, og transportminister, Thomas Danielsen, begynder at gøre noget ved mobilitetsproblemerne i stedet for at gemme sig bag lappeløsninger. Jeg troede, at Venstre var et parti, som kæmpede for andre end dem i storbyen. Men den manglende handling viser, at Morten Dahlin mere er byminister end landdistriktsminister.
Manglende offentlig transport i landdistrikterne gør det endnu sværere for unge at navigere i deres hverdag. Ved at give 16-årige kørekort kan vi sikre, at de får den nødvendige mobilitet til at tage ansvar for deres fremtid og muligheder. Det handler ikke kun om frihed – det handler om at skabe lige muligheder for alle unge, uanset hvor de bor.