Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg har det stramt med, at noget bliver betegnet som "udansk"

Naser Khader mener åbenbart, at vi stille og roligt skal lade os tromle af Trump. At det er udansk at stå op imod det med følelser.

Bjørn RammingCand.jur., Faaborg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Naser Khader opfordrer i JP forleden til en mere nuanceret debat om præsident Trump og til, at vi danskere skal slappe mere af i vores syn på den amerikanske præsidents handlinger.

Der er altid god grund til at slå koldt vand i blodet og ikke piske en stemning op. Der var en, som engang sagde til mig: »Hold nu de røde blodlegemer i knæhøjde.«

Khader mener, at det er udansk at reagere, som mange gør. Jeg har det lidt stramt med, når noget bliver defineret som udansk. Khader mener åbenbart, at det er mere dansk at analysere en situation roligt. Veje pro og kontra og efter en analytisk fase konkludere velovervejet. Det er nok klogt generelt at prøve at efterleve det, han her opstiller som idealet.

Men hvad er det så, vi skal analysere og reagere mere velovervejet på? Præsident Trump mener, at vi skal afhænde 95 pct. af kongerigets territorium, og at det er der ingen, som kan gøre noget ved. Vi skal acceptere, at den verdensorden, vi har kendt siden 1949, og som har garanteret vores sikkerhed, ikke længere eksisterer, at den stærkeste ret bliver den nye norm, dvs. at folkeretten bliver suspenderet, og at Nato de facto er opløst. At Ukraine efter tre års krig blot skal acceptere tingenes tilstand og blive en vasalstat til Rusland. At verdens stærkeste mand er en dømt kriminel uden moralsk kompas, uden viden og indsigt i storpolitik og med en stor beundring for verdens diktatorer.

Det vil jeg lige analysere på en velovervejet dansk måde uden for mange følelser. Min analyse er, at vi på mindre end tre måneder har fået en helt ny verdensorden med en utilregnelig diktator i Moskva, og at vi får stjålet en stor del af vores land.

Jeg vil på den baggrund tillade mig at blive bange og bekymret på egne og mine børn og børnebørns vegne. Når det handler om deres sikkerhed, kan jeg godt blive noget følsom og unuanceret og lede efter årsager. Så selv om Trump måske i første embedsperiode lykkedes med noget, så har jeg stadig svært ved at få det til at opveje det, vi ser nu. Så jeg vil stadig tillade mig at blive vred og reagere følsomt – udansk eller ej.