Tro er noget, vi skal tale om – ikke kontrollere
Når anerkendelse af et trossamfund bliver betinget af, at de ikke utilsigtet kommer til at overtræde uklare regler, bliver religionsfriheden ikke længere en reel ret, men et privilegium givet på statens nåde. Det dur ikke i et demokratisk samfund.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Trossamfundsloven blev vedtaget i 2017 med det erklærede formål at skabe større gennemsigtighed om anerkendte trossamfund i Danmark. Nu står vi over for en revision, som rejser grundlæggende spørgsmål om balancen mellem frihed og kontrol. Dansk Muslimsk Union (DMU) har deltaget aktivt i høringsprocessen og ser både fremskridt og alvorlige bekymringer i det nye lovforslag.
Forestil jer et Danmark i 2050, hvor tros- og livssynssamfund er en naturlig og værdsat del af samfundet. Hvor regeringen anerkender og samarbejder med trossamfund, ikke som et nødvendigt onde, men som en værdifuld ressource.
Vi ser et samfund, hvor en moské ikke bare er et sted for bøn, men også et samlingspunkt for unge, der får lektiehjælp, for kvinder, der driver iværksætteri, og for ældre, der modtager pleje. Et Danmark, hvor trosfriheden ikke længere diskuteres som en potentiel trussel, men som en styrke. Hvor lovgivningen ikke længere dikterer unødige restriktioner, men i stedet understøtter en rummelig og tillidsbaseret sameksistens.
En central del af denne vision er en statsminister, der regelmæssigt besøger moskéer for at styrke forholdet til muslimske borgere og tydeliggøre, at regeringen ønsker at beskytte dem på lige fod med alle andre minoriteter. I 2050 ser vi en statsleder, der aktivt deltager i dialogmøder med trossamfund, anerkender deres bidrag og fejrer den mangfoldighed, der beriger vores samfund.
Forestil jer en statsminister, der lykønsker muslimske samfund med vedtagelsen af en national aftale om en styrket indsats mod islamofobi – et konkret politisk skridt, der sikrer, at alle borgere, uanset tro, kan føle sig trygge og respekterede. Vi ønsker et Danmark, hvor religion ikke er en kilde til splittelse, men en bro til forståelse og fællesskab. Et Danmark, hvor politiske ledere ikke kun taler om integration, men viser deres engagement i praksis ved at møde trossamfundene på deres egne præmisser og skabe politik baseret på dialog frem for mistænkeliggørelse.
Denne kræver, at vi skaber en lovgivning, der bygger bro mellem stat og trossamfund frem for at skabe mistro.
En af de mest positive ændringer i det nye lovforslag er en reduktion af de administrative byrder, som i årevis har gjort det unødigt vanskeligt for trossamfund at navigere i reglerne. Vi ser det som et skridt i den rigtige retning, at rapporteringskravene er blevet mere realistiske, og at der nu åbnes for en mere fleksibel tilgang til økonomisk gennemsigtighed. Men vi må spørge: Er dette nok?
DMU foreslår, at vi ikke kun reducerer bureaukratiet, men også skaber en egentlig mentorordning mellem myndigheder og trossamfund. Mange mindre trossamfund drives af frivillige, som ikke nødvendigvis har administrative ressourcer til at håndtere komplekse regnskabskrav. Et tættere samarbejde kunne ikke alene styrke tilliden mellem myndighederne og trossamfundene, men også reducere fejl og mistillid.
En af de mest kontroversielle ændringer i den reviderede trossamfundslov er forslaget om, at anerkendte trossamfund ikke må facilitere prædikener eller taler fra personer, der er optaget på den nationale sanktionsliste. Selvom intentionen er at beskytte den offentlige orden, risikerer loven i sin nuværende form at skabe retssikkerhedsmæssige problemer.
For det første er det uklart, hvilke kriterier der anvendes til at placere personer på denne liste. Hvordan kan et trossamfund forholde sig til en liste, der ikke er fuldt gennemsigtig? Hvis en person er blevet optaget på listen uden forudgående rettergang, rejser det alvorlige spørgsmål om ytringsfrihed og religionsfrihed. Grundlovens § 77 forbyder censur, og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 beskytter ytringsfriheden. Forbuddet mod at facilitere prædikener fra personer på sanktionslisten kan i praksis fungere som en censurforanstaltning, hvor staten indirekte regulerer, hvem trossamfund må lytte til.
Listen fører også til stigmatisering, hvis den primært rammer religiøse ledere fra specifikke grupper. Det kan skabe mistillid mellem trossamfund og myndigheder. For at sikre en retfærdig anvendelse af listen bør der være klare procedurer for gennemsigtighed og mulighed for appel, så trossamfund ikke utilsigtet rammes af lovgivningen.
Derudover findes der en opmærksomhedsliste, som ikke er offentligt tilgængelig, og som skaber yderligere bekymring. Denne liste indeholder navne på religiøse forkyndere, der ikke kan optages på sanktionslisten, men som myndighederne alligevel vurderer, at der skal holdes særligt øje med.
Da der ikke kan søges aktindsigt i denne liste, er der ingen gennemsigtighed i, hvem der står på den, eller hvilke kriterier der anvendes til at inkludere nogen. Dette efterlader trossamfund i en tilstand af usikkerhed, hvor de potentielt kan invitere personer, der er på listen, uden at vide det og dermed risikere at blive mistænkeliggjort. Der bør være en klarere proces for, hvordan sådanne lister administreres og en retssikker mekanisme for, hvordan trossamfund kan navigere inden for lovgivningen uden at frygte vilkårlige sanktioner.
Vi ser en tendens i Europa, hvor politiske dagsordener former lovgivning, der rammer religiøse minoriteter hårdere end andre grupper. Danmark har en stolt tradition for trosfrihed, men vi må spørge os selv, om vi er ved at bevæge os væk fra denne grundpille.
Når anerkendelse af et trossamfund bliver betinget af, at de ikke utilsigtet kommer til at overtræde uklare regler, bliver religionsfriheden ikke længere en reel ret, men et privilegium givet på statens nåde. Det kan ikke være vejen frem for et demokratisk samfund, der bryster sig af sine frihedsværdier.
DMU ønsker ikke en konfrontatorisk tilgang til lovgivningen. Tværtimod ønsker vi at styrke samarbejdet mellem myndigheder og trossamfund. Vi foreslår derfor:
1. Gennemsigtighed og appelmulighed: Den nationale sanktionsliste skal administreres med større åbenhed, og der bør være en reel mulighed for at få afgørelser prøvet ved domstolene.
2. Differentieret ansvar: Trossamfund bør ikke straffes for utilsigtet facilitering af taler fra personer på sanktionslisten. Der bør skelnes mellem forsætlig og uagtsom overtrædelse.
3. Mentorordninger frem for straf: Små trossamfund skal have mulighed for vejledning, så de kan overholde reglerne uden at blive ramt af uforholdsmæssige sanktioner.
4. Partnerskab fremfor mistro: Staten bør ikke se trossamfund som en sikkerhedsrisiko, men som en værdifuld del af civilsamfundet, der kan bidrage til integration og socialt arbejde.