Få nu indført den folkeværnepligt
Danskerne er gået mere op i bekvem velfærd end forsvarsvilje. Det skal der ændres på.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I disse dage taler regeringen og især forsvarsministeren om det øgede beredskab, der skal være i Danmark.
Vi har i en lang tid, faktisk i mere end 60 år, været båret af en modvilje mod pligter for samfundets borgere. Vi har kun to pligter, og kvinder har kun en, nemlig undervisningspligt, og for mændene tillige en værnepligt. Til gengæld har vi massevis af friheder og rettigheder.
Et samfunds stabilitet og det grundlæggende fundament bygger på borgernes villighed og den reelle forståelse af, hvorfor velfærden og infrastrukturen i det store hele er velfungerende. Det er kun sket gennem mange års politisk planlægning og folkets forståelse for politikernes valg, og ved at det demokratiske system har stemt og arbejdet for at skabe det, vi har i dag.
Derfor er der både rimelighed og nødvendighed i at indføre en folkeværnepligt. I mange år har vi haft forståelse af, at værnepligt udelukkende er ensbetydende med militærtjeneste, men det kan sagtens ændres til også at omfatte varme hænder på plejehjem, hospitaler, vej og park osv.
Det vigtigste er, at de unge mennesker efter skolegang og inden påbegyndt uddannelse kan aftjene en værnepligt i samfundets tjeneste efter eget valg og tilmed fuldt lønnet, som værnepligtige er i dag, i en periode af ikke under seks-ni måneder.
Det er først og fremmest samfundsnyttigt i disse tider, hvor der tales om behov for øget beredskab af forskellige emner, men i særdeleshed også i de unge menneskers egen interesse, når vi taler om pligt og dannelse.
Og ja – det lyder lidt gammeldags, og i nogles ører nok lidt af tvang, men samfundet har behov for det, og en betalen tilbage for alle de friheder og rettigheder, der er tilkæmpet til samfundet af vores forfædre, er nok ikke af det dårlige. Så kære politikere, tag det til jer!