Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi venter stadig på ministeriet. Det gør ChatGPT ikke

Der mangler fortsat regler for brugen af ChatGPT i uddannelsessystemet. Lige nu er det fortsat en uigennemskuelig jungle, hvor ingen kan vide sig sikre på, at det skrevne kommer fra eleven eller fra en maskine.

Bodil-Marie GadeGymnasielærer, medlem af hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dette indlæg er skrevet af mig – ikke af ChatGPT. Eller er det? I kan faktisk ikke vide det. I princippet kunne jeg have fået hjælp fra et af de værktøjer, der kan generere tekst på et øjeblik. Præcis som gymnasieelever kan få ”hjælp” til at skrive de mange opgaver, de afleverer som en del af deres uddannelse.

Mange hf’ere skriver lige nu deres større skriftlige opgave, SSO, andre har netop afleveret. SSO er en opgave, der adskiller sig fra 3. g’ernes SRP ved ikke at indeholde en mundtlig dimension. Hf’erne skal ikke til mundtligt forsvar, hvilket gør det næsten umuligt for lærere og censorer at følge op på mistanke om snyd.

Det er tredje gang, SSO skrives, siden ChatGPT fundamentalt ændrede præmissen for skriftligt arbejde på alle niveauer i uddannelsessystemet. Jeg er igen i år censor på en række opgave. Sidste år havde jeg stærk mistanke om, at flere opgaver indeholdt længere AI-genererede passager. I år tegner der sig desværre et lignende billede. Jeg vurderer således igen i år hf-opgaver i et system, der slet ikke er gearet til virkeligheden. Det er urimeligt for mig som censor, men først og fremmest et det urimeligt for eleverne – både de elever, der ikke snyder, og de elever, der ved at snyde fratages muligheden for rent faktisk at lære at skrive en større skriftlig opgave.

Der har været tid nok til at reagere. Hvorfor har man ikke for længst indført et mundtligt forsvar for hf’ernes opgave? Skyldes det mon, at al energi har været brugt på forhandlingerne om den nye epx-reform, en reform, som store dele af gymnasiesektoren i øvrigt er stærkt bekymret for, både hvad angår indhold og konsekvenser, men som synes at have udviklet sig til et ideologisk prestigeprojekt for undervisningsministeren.

Arbejdet med epx-reformen er langtfra slut – nu skal rammeaftalen fyldes ud med indhold. Det må bare ikke betyde, at alt andet går i stå. Der er masser af presserende dagsordner. Et mundtlig forsvar af hf’ernes SSO er en af dem, man kan frygte, der ikke bliver rykket på, for den nye reform afskaffer desværre hf fra 2030. Det vil imidlertid være helt urimeligt at lade en så vigtig opgave i stikken de næste fem år. I det hele taget er det tvingende nødvendigt, at vi får ændret læreplaner og eksamensformer i alle fag på alle typer af ungdomsuddannelser, så de forholder sig til den nye virkelighed med generativ AI. Det kan ikke vente!

Indtil videre er der sket meget lidt. Der er indført mulighed for at gennemføre eksamensforsøg i enkelte fag. Der er kommet retningslinjer fra ministeriet udarbejdet af en nedsat ekspertgruppe. Retningslinjerne er dog så løst formuleret, at de reelt ikke løser de problemer, vi lærere står med. Og eleverne sættes i en urimelig situation, hvor nogle kan snyde uden at blive opdaget, mens andre aldrig kunne finde på at gøre det samme. En helt urimelig skævvridning.

Snyd har altid eksisteret. Det kan man se i mange Facebook-grupper, hvor opgaver lystigt sælges. Men vi taler nu om et helt andet omfang og med en helt anden tilgængelighed. Derfor er det tvingende nødvendigt, at der sker noget – hellere i går end i morgen.

Vi ønsker ikke et gymnasium, hvor vi blot jagter snyd. Vi ønsker et gymnasium, hvor eleverne lærer at bruge AI klogt og reflekteret, hvor de lærer at tænke både med og uden teknologi. Det vil vi som lærere gerne være med til at sikre, men vi mangler rammer for at kunne gøre det ordentligt. Lige nu overlades det til den enkelte skole og lærer at håndtere en teknologisk revolution, som burde have været adresseret fra centralt hold for længst.

Der er sket alt for lidt på området, selv om det nu er to et halvt år siden, at ChatGPT blev lanceret. Derfor sidder jeg nu igen og frustreres over en bunke SSO-opgaver, som jeg kun kan håbe på faktisk er skrevet hf-elever og ikke af sprogmodeller.