Kan jeg tillade mig at rejse til USA nu? Har jeg egentlig lyst?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da min datter Julie var lille, spurgte hun mig: »Far, hvis der kun måtte være et land tilbage, hvilket skulle det så være?« Mit svar: USA. Hun blev paf; hun havde forestillet sig, det naturligvis måtte være Danmark.

Jeg forklarede, at intet land kan som USA rumme mennesker med vidt forskellig baggrund; du kan flytte til USA fra ethvert sted på kloden og blive amerikaner. Du kan naturligvis også flytte til Frankrig, men det bliver du ikke franskmand af … Jeg var klar til at fortsætte med amerikansk kultur, Bob Dylan … men da var Julie for længst videre.

I 1978 drog jeg med min bror til USA. I tre-fire måneder rejste vi på kryds og tværs. Slog lejr i de store skove eller langs floderne. Vi tomlede, og i den amerikanske nat sprang vi på godstog. Mod West Virginia, Wyoming og Montana. I sporene på Jack Kerouac, Woody Guthrie og Huckleberry Finn.

I datidens universitetsmiljø i Aarhus var USA no go i kølvandet på Vietnamkrigen og Watergate. Bortset fra musikken, som vi alle tog til os, var der en slags stiltiende boykot af “americana”. Og nu står vi her igen. Med opfordringer til boykot af amerikanske varer og til at blive væk fra ”Guds eget land”. Jeg forstår den gode hensigt.

Ikke et ord om Trump. Jeg orker ikke. Blot dette: Praktisk taget alle præsidenter, jeg har oplevet – fra John F. Kennedy og frem – har uanset deres forskelligheder bestræbt sig på efter bedste evne at varetage embedet ordentligt, ansvarligt og værdigt. Også de præsidenter, jeg har været mest uenig med – Ronald Reagan og George W. Bush – har ud fra deres forudsætninger søgt at støtte frihed og demokrati ude i verden. Indtil den 20. januar 2025.

Men vi må aldrig glemme, at der er et andet Amerika. Det var der i 1978, og det er der i dag. Knap halvdelen af vælgerne stemte ikke på Trump, og blandt dem, der gjorde, bekendtgør mange på de sociale medier i disse dage, at det var en kapitalbrøler, de bittert fortryder.

Vi må heller ikke glemme, at dette andet Amerika fortsat er stærkt repræsenteret i mange af delstaterne, i ngo’ere, på universiteterne, i private virksomheder, blandt græsrødder og aktivister. Der findes fortsat et USA, der er åbent og tolerant, og som arbejder for et USA, der spiller en konstruktiv rolle i den internationale politik.

På min telefon ligger en flybillet til Boston med afrejse sidst på måneden og retur et par måneder senere. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg de seneste uger alvorligt har overvejet at lade billetten blive på telefonen.

Men så tænker jeg tilbage på 1978. På solen, der fejer hen over den amerikanske prærie, mens godstoget er på vej. Væk fra undertrykkelse og stive regler.