Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Afvis baseaftale og den nye amerikanske ambassadør

Danmark bør afvise ny amerikansk ambassadør og udskyde godkendelse af den amerikansk-danske baseaftale.

Tue MagnussenCand.mag., København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Efter mere end to måneder er det på tide, at den danske regering og Folketinget giver et klart modsvar til præsident Trumps udspil over for Danmark. I et opslag lillejuleaften 2024 meddelte præsident Trump, at han havde udpeget forretningsmanden og tidligere ambassadør i Sverige Ken Howery til at blive ny amerikansk ambassadør i Danmark. Det skete med ordene, »Ken vil gøre et vidunderligt stykke arbejde med at repræsentere USA’s interesser«, som han præciserede som »ejerskab og kontrol over Grønland«. Trump vil heller ikke udelukke brug af økonomisk eller militær tvang i bestræbelsen for at sikre, at Grønland bliver en del af USA.

Nu afventer udnævnelsen Senatets godkendelse. Det anses derfor nu alene som en formalitet, inden USA fremsender udnævnelsen til den danske udenrigsministers godkendelse. Men med sådant et kommissorium og på baggrund af Trumps trusler om at pålægge danske varer en særlig told bør udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen afvise at godkende udnævnelsen eller i det mindste kræve en ændret opgavebeskrivelse for den kommende ambassadør.

På samme baggrund er det nødvendigt at revurdere den aftale om tre amerikanske baser i Jylland, som den daværende danske regering indgik med USA i december 2023, og hvor følgelovgivningen om få uger skal behandles af Folketinget. Aftalen er uopsigelig i 10 år og blev underskrevet uden forudgående folkelig debat. Aftaleteksten indebærer vidtgående afgivelse af dansk suverænitet og jurisdiktion samt åbner for atomvåben på dansk jord på grund af manglende kontrol- og inspektionsmulighed.

Folketinget bør i lyset af den aktuelle amerikanske udenrigspolitik følge opfordringen fra den konservative partiformand, Mona Juul, og fhv. udenrigsminister Martin Lidegaard samt de to tidligere udenrigsministre Per Stig Møller (K) og Mogens Lykketoft (S) om at genbesøge aftalen og vente nogle måneder, før man tager stilling til en godkendelse af aftalen.

Man kan naturligvis også – særlig pga. aftalens uopsigelighed i 10 år – følge opfordringen fra bl.a. de mange grupper i freds- og miljøbevægelsen samt Institut for Menneskerettigheder og Dignity om at underkende aftalen.

Efter en bred folkelig debat og en mere afklaret udenrigspolitisk situation kan man altid fra dansk side foreslå USA at genoptage drøftelser af en ny aftaletekst Men vel at mærke uden brug af økonomisk eller militær tvang – for sådan behandler man ikke en allieret.