Ideologi er blevet vigtigere end billetsalg: Dansk films folkelige opbakning er i frit fald

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk film befinder sig i en krise. På trods af en vis Oscar-succes halter den folkelige opbakning, og biografpublikummet vender sig i stigende grad mod amerikanske film. Hvor dansk film tidligere uden problemer kunne sikre en markedsandel på over 30 pct. og et gennemsnitligt tilskuerantal på over 300.000 for top-10-filmene, kæmpes der nu for blot at nå op på 25 pct. og et gennemsnit på 200.000. Særligt én genre er gået fuldstændig i stå: børnefilmen. Prisen for bedste børnefilm i 2025 bliver let at uddele – for der var kun én dansk børnefilm i 2024.

Det Danske Filminstitut (DFI) har i de seneste år skiftet fokus. I stedet for at sikre bred appel har instituttet prioriteret kønsfordeling, mangfoldighed, bæredygtighed og diversitet. Den københavnske kulturelite har jublet, men det store biografpublikum har vendt ryggen til.

DFI har i årevis distanceret sig fra de folkelige film og gjort det svært for film, der kun vil underholde, at opnå støtte. Resultatet er, at de filmselskaber, der tidligere skabte dansk films største publikumssucceser, enten er lukket eller ligger underdrejet. I dag er det nemmere at få støtte til en film, der forventes at sælge 5.000 billetter, end til en, der med lethed kunne sælge 300.000. Det betyder, at nicheproduktioner trives, mens de brede folkelige film – og især børnefilm – er i frit fald.

Mens filmloven kræver, at 25 pct. af filmstøtten går til børne- og ungdomsfilm, er der ingen krav om folkelige film. Resultatet? I 2024 blev filmloven brudt, fordi der kun var én børnefilm – man skal kigge langt efter folkekomedier, romantiske komedier eller genrefilm, som tidligere trak hundredtusindvis i biografen.

Det rejser et grundlæggende spørgsmål: Er de skattekroner, der betaler filmstøtten, fra almindelige biografgængere mindre værd end dem fra kulturparnasset? Skal DFI udelukkende tage hensyn til en smal elite i København – eller bør det også tage ansvar for at støtte de film, som danskerne rent faktisk vil se?

Hvis DFI lagde lige så mange kræfter i at genvinde biografpublikummet, som det har brugt på sit ideologiske fokus, ville dansk film hurtigt få en renæssance. Politikerne bør kræve en konkret plan for, hvordan DFI vil sikre folkelig opbakning til dansk film i fremtiden. Biografpublikummet er for længst begyndt at stemme med fødderne – spørgsmålet er, om DFI og politikerne er villige til at lytte. En handlingsplan er ikke bare ønskværdig. Den er nødvendig.