Asbest-sagen i Aalborg er et utilgiveligt svigt. Har arbejdsgiverne da ingen skam i livet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er efterhånden blevet hverdagskost: at åbne avisen eller tænde for tv’et og være vidne til den ene asbest-sag efter den anden. Børn, der river tag ned fyldt med livsfarlig asbest i Sønderjylland. Fusk med jordprøver, byggeaffald og asbest i TV 2-dokumentaren ”Den sorte svane”.

Og netop nu i Aalborg, hvor mere end 200 VVS’ere, ventilationsteknikere og andre håndværkere har været udsat for asbeststøv under ombygningen af den gamle tobaksfabrik.

Jeg er forarget, vred og ked af det. Det er jeg ikke mindst på vegne af alle de håndværkere, der har været og er tilknyttet byggepladsen. Lige nu går de rundt med ondt i maven og frygter mulige fremtidige konsekvenser – både for dem selv og deres kære. De har blot passet deres arbejde, og er det virkelig prisen?

På byggepladsen i Aalborg har nogle af arbejdsgiverne sendt håndværkere ind, vel vidende at det flyver rundt med asbeststøv. Det er et svigt af dimensioner. Et utilgiveligt svigt, hvis I spørger mig.

Sagen får yderligere et lag af ærgrelse, bitterhed og uforståenhed, for danmarkshistoriens største asbest-sag nogensinde har desværre også rødder i Aalborg. Historien om den gamle eternitfabrik er stadig et spøgelse, der går gennem Aalborgs gader. De fleste nordjyder, inklusive mig selv, har pårørende eller kender nogen, der har været ofre for asbesten.

Min egen onkel døde af asbestose for få år siden efter mange års fast arbejde på Eternit-fabrikken. Hans sidste tid var ubarmhjertig. Asbestosen kvalte ham langsomt, indtil hans lunger til sidst satte ud.

Min oldefar har været cigarmager i bygningerne på den gamle tobaksfabrik, og min farmor var tobaksarbejder samme sted. I kan nok forestille jer, hvilken betydning det har haft og stadig har for mig og min familie.

Det værste af det hele er, at sagen på den tidligere tobaksfabrik kunne have været undgået. I dag tillader asbestloven at indkapsle asbesten, og der er intet krav om total fjernelse. Det er dybt problematisk. I Blik- og Rørarbejderforbundet mener vi, at al indkapsling skal forbydes og ikke gemmes væk til de næste generationer eller andre håndværkere og dermed udsætte dem for livsfare.

Hver gang man vælger at indkapsle asbest, vælger man en discountmodel. Alene fordi det handler om tid og penge. Menneskeliv betyder åbenbart ingenting. Samtidig bør straffen i de her sager være af en helt anden kaliber – det samme gælder kontrollen. Politikerne kan ikke blive ved med at vende det blinde øje til, og hvis de ikke handler nu, så kommer vi aldrig disse asbest-sager til livs.

I Aalborg – og rundt i hele landet – har vi fået nok af hensynsløse arbejdsgivere og rådgivende virksomheder, der forsætligt bringer andre menneskers liv i fare. Har de ingen skam her i livet? Jeg ønsker af hele mit hjerte, at ingen fremover skal opleve samme skæbne som min onkel.