Sorgen forsvinder ikke med årene: Voksne skilsmissebørn overses

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg var 18 år, da jeg sammen med mine brødre gennemgik en af de sværeste perioder i vores liv: vores forældres skilsmisse.

Min lillebror, som kun var 11 år gammel, havde opmærksomme undervisere i skolen, som sørgede for, at han havde nogen at tale med.

Selvom min ældste bror og jeg var voksne i juridisk forstand, var vi langtfra rustede til at håndtere de følelsesmæssige udfordringer, som fulgte med denne livsomvæltning.

Forskellen tegner et foruroligende billede af virkeligheden, for selv som voksen har man brug for nogen at tale med, når ens forældre bliver skilt.

Ifølge psykolog Annette Due rammer skilsmisser børn hårdt – uanset deres alder. Hun understreger vigtigheden af at finde et sted, hvor man kan få forståelse for sin situation.

Men et sådant sted er svært at finde i et samfund, hvor voksne skilsmissebørn bliver overset. Det ses i en markant mangel på forskning og opmærksomhed rettet mod voksne skilsmissebørn, da fokus ofte er på mindreårige.

Jeg har selv ledt med lys og lygte efter noget at spejle mig i som voksen skilsmissebarn, men det er som at lede efter en nål i en høstak, mens jeg misundelig skæver hen mod den overflod af litteratur og forskning om mindreårige skilsmissebørn.

Selvfølgelig skal der tages hånd om de mindreårige skilsmissebørn – det er der ingen tvivl om!

Min pointe er snarere, at voksne børn også kan opleve store følelsesmæssige konsekvenser, så lad os sørge for, at alle føler sig repræsenteret i skilsmissesnakken – store såvel som små.