Regeringen ønsker et Danmark i balance. Eller gør den?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen ønsker et Danmark i geografisk balance. De tre regeringspartier skriver, at de vil modvirke centralisering og sikre, at hele Danmark har gode velfærdsinstitutioner og et levende erhvervsliv. Balancen har en værdi i sig selv, der ikke kan gøres op i kroner og øre. Men er det nu også sådan, de fører politik?

I disse uger forhandler forligspartierne bag Infrastrukturplan 2035 om fremtiden for skråbanen mellem Vejle og Struer. Egentlig burde der ikke være noget at forhandle om, da elektrificering med køreledninger blev bestilt i 2015, men siden ændrede økonomien sig, og forligspartierne har senere besluttet, at strækningen må nøjes med batteritog. Spørgsmålet er nu, hvilken beslutning der står ved magt.

Det er et spørgsmål, der har store konsekvenser for Midt- og Vestjylland: Landsdelen risikerer at blive koblet af det nationale hovednet, så det ikke længere vil være muligt at rejse med tog fra Midt- og Vestjylland til København uden skift. Det vil gøre det mindre attraktivt at bruge den offentlige transport, og det vil blive mindre attraktivt at investere i den. Det er en ond cirkel, der har været i gang i årtier, og som nu risikerer at forværres yderligere.

For hvilken pris? Økonomisk sparer vi et par milliarder på at undlade at opsætte køreledninger og yderligere en halv milliard ved ikke at sikre ni daglige afgange fra Vestjylland til København de næste 50 år. Det er nogenlunde samme pris, som det koster at drive Københavns metro i et par år. Som samfund koster det os et land i balance og skubber til en udvikling, hvor én hel landsdel risikerer en ufrivillig, langsom og ukoordineret afvikling.

Beslutningen markerer en vigtig skillelinje fremadrettet: Ønsker vi helhjertet at modarbejde centraliseringen, eller er det blot noget, vi siger? Skiftende regeringer har siden 2011 italesat centraliseringen som et problem, og undervejs er der vedtaget beslutninger, der har skullet sikre en større decentralisering. Bedst kendt er nok VLAK-regeringens udflytning af omkring 8.000 statslige arbejdspladser i 2010’erne samt den brede politiske beslutning i 2022 om at udflytte 41 uddannelser.

Effekten af skåltalerne har dog været begrænset. Sideløbende med de sporadiske udflytninger skabes stadig flest statslige arbejdspladser i hovedstaden. Overalt i provinsen udsættes kritisk infrastruktur for forringelser: Skoler, plejehjem og sygehuse lukker, imens den offentlige transport bliver både dårligere og dyrere.

Når infrastrukturen negligeres, er det lige meget, at man mere eller mindre tilfældigt flytter uddannelser og arbejdspladser ud af hovedstaden: Fremtidsudsigterne forringes for de etablerede familier, imens potentielle tilflyttere skræmmes væk.

Rammerne for en reel decentralisering kommer kun med politiske beslutninger, der tager udgangspunkt i stabile, langsigtede investeringer, der skaber sikkerhed om provinsens rolle i fremtidens danske samfund.

Hvis decentraliseringen skal lykkes, er vi nødt til at skabe sikkerhed om nogle basale behov, f.eks. at børnene kan få en god skolegang, at der er let adgang til læge, sygehus og plejehjem, at der er ordentlige indkøbsmuligheder og gode muligheder for at rejse til og fra hjemmet. Når fremtiden tegner lyst, tør den enkelte familie investere i det lokale samfund.

For Midt- og Vestjylland vil denne sikkerhed i høj grad sikres med elektrificeringen af jernbanen mellem Vejle og Struer. Investeringen vil synliggøre, at politikerne mener det seriøst, når de igen og igen proklamerer, at de vil modarbejde centraliseringen. Investeringen vil vise, at vi kollektivt mener, at provinsen kan og skal være et attraktivt sted at bo.

Overalt i provinsen kæmper utallige borgere allerede for denne sag. Nu er det på tide, at vi én gang for alle viser, at vi også kollektivt tror på decentraliseringen.