Syng en sang imod tidens højredrejning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I mørke tider har musikken været et tilflugtssted – og et opråb. Under Besættelsen blev sange en vigtig del af modstandskampen. Nogle var åbenlyst kritiske over for nazismen, mens andre brugte humor og ironi. Tekster som “Man binder os på mund og hånd” og “Den danske sang er en ung blond pige” udtrykte både håb og protest.

Men hvad sker der, når vi lytter til dem i dag? Når vi ser en højredrejning, hvor autoritære ledere og populistiske bevægelser vinder frem? Hvis vi lader os inspirere af fortidens modige stemmer, hvordan sætter vi så ord på den fare, vi står over for?

I 1940’erne stod Danmark over for en ydre fjende – Nazityskland. I dag er truslen mere diffus, men måske endnu farligere: en bølge af nationalisme, populisme og antidemokratiske tendenser, der skyller ind over Vesten. Vi ser det i Trumps angreb på demokratiet, Melonis nationalisme i Italien, Orbáns magtgreb i Ungarn og højrefløjens fremmarch i Frankrig, Tyskland og Skandinavien.

Ligesom dengang bliver frygt brugt til at vende befolkninger mod minoriteter, medier og demokratiske institutioner. Dengang blev folk opfordret til at “tie stille” for at undgå repressalier – i dag bliver kritik af højrenationalistiske kræfter mødt med anklager om at være “globalist”, “landsforræder” eller en del af “eliten”.

Når vi lytter til modstandssangene, hører vi et forsvar for frihed, mangfoldighed og solidaritet – værdier, der igen er truet.

I 1940 blev Poul Henningsens sang “Man binder os på mund og hånd” en indirekte protest mod nazismen og dens danske støtter. Sangen beskriver, hvordan magthavere kan forsøge at kvæle friheden – men at friheden altid vil finde en vej.

Ser vi på nutidens politiske landskab, er versene stadig relevante: “Man binder os på mund og hånd / men man kan ikke binde ånd …”

I dag forsøger populistiske ledere at begrænse pressefriheden, censurere akademia og kontrollere medierne. Trump truer kritiske journalister, Orbán har reelt afskaffet frie medier, og Meloni søger at ensrette den offentlige debat. Censuren sker ikke nødvendigvis gennem love, men gennem hetz, misinformation og selvcensur.

“Den danske sang er en ung blond pige” blev sunget med stolthed af modstandsfolk, men også misbrugt af nazisympatisører til at fremhæve en ekskluderende nationalisme. Dette paradoks genkender vi i dag.

Højrenationalister i hele Vesten forsøger at omdanne national identitet fra et åbent fællesskab til et redskab for eksklusion. I Danmark tales der om, at “danske værdier” er truede, i USA strammes indrejseforbud, og i Frankrig defineres “franskhed” i modsætning til visse minoriteter.

Men patriotisme handler ikke om at udelukke – det handler om at bygge et samfund på frihed og demokrati.

Hvad ville modstandssangene sige til os i dag? Hvis vi skrev en moderne udgave af “Man binder os på mund og hånd”, ville den handle om, hvordan autoritære kræfter stadig forsøger at begrænse friheden – men at friheden stadig vil finde en vej. En ny version af “Den danske sang er en ung blond pige” kunne insistere på, at danskhed, europæisk identitet og vestlige værdier ikke er noget fastlåst, men noget, vi udvikler i fællesskab.

Modstandssangene minder os om, at demokrati og frihed aldrig må tages for givet. Når vi ser den højredrejning, der sker i Europa og USA i dag, må vi spørge os selv: Vil vi tie stille som i 1930’erne, eller vil vi bruge vores stemme – i politik, medier, kunst og samtaler over middagsbordet?

Måske har vi brug for en ny generation af modstandssange? Sange, der ikke blot mindes fortiden, men som synges i nutiden – for at sikre, at vi stadig har en fri fremtid at synge om.