Inklusion er aldrig kun en lærer, en mor, et barn. Det lykkes kun sammen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fra uro og slagsmål til fællesskab og hjælpsomhed. Inklusion er et fælles ansvar – og vi kan kun, hvis vi gør det sammen.

Inklusion starter længe før skolen. Det starter i barselsgruppen, på legepladsen, i forældregruppen, i sportsklubben, i vores små valg om, hvem vi lukker ind, og hvem vi lader stå udenfor.

Det starter med de fire kvinder, der ikke inviterer den ene mor med ud på caféen, fordi de synes, hun er anderledes og ikke passer ind. Det starter i de normer, værdier og oplevelser, vi selv bærer med os fra vores egen barndom, og som vi tager med ind i 2B, i børnehaven, i klassen, på jobbet, i lukkede padel-grupper, hvor nogen er med, og andre aldrig bliver spurgt.

Det er samfundets mest komplekse opgave at inkludere, og den starter for alvor første skoledag, og så fortsætter det. At skulle guide 2 x 28 følelser, normer og værdier, som vi ikke engang altid kan finde ud af i ægteskabet, i vennegrupper eller på jobbet.

Og så står læreren der alene med 28 børn, 28 normer, 28 forskellige værdier, følelser, holdninger og måder at forstå verden på. Men ingen lærer kan alene fikse den kompleksitet. Ingen pædagog kan alene skabe en klassekultur, hvor alle føler sig velkomne.

Ingen forælder kan alene sikre, at deres barn aldrig bliver ekskluderet eller ekskluderer andre. Inklusion handler ikke om én person. Det er aldrig kun et barns ansvar at passe ind. Det er aldrig kun en lærers ansvar at få det til at fungere. Det er et fællesskabs ansvar, og det lykkes kun, hvis vi vil det sammen.

Vi taler så meget om, hvem der skal ind, og hvem der skal ud, hvem der passer ind, og hvem der ikke gør. Men måske er det på tide, at vi ændrer perspektivet. Hvis vi vil have et samfund, der reelt bygger på inklusion, kan vi ikke tro, at det kun er skolens opgave.

Problemet ligger ikke kun dér, skolen er bare det sted, hvor alle forskellighederne bliver tydelige. Hvor det bliver mærkbart, når normer clasher, når værdier støder sammen, når vi ikke kan acceptere, at mennesker er forskellige, og se det som en styrke.

Men vi kan se, hvad der virker. Vi kan se, at der, hvor vi skaber en stærk fællesskabskultur, hvor hjælpsomhed, venlighed og inklusion bliver en naturlig del af hverdagen, spejler børnene sig i det. Vi kan se, at når vi går sammen om at skabe en kultur af vensomhed, hvor vi aktivt gør godt for andre, så bliver det en del af fællesskabet.

Når vi som forældre og ansatte er bevidste om, at vi er rollemodeller, så påvirker det, hvilken kultur der opstår.

Når vi bliver hjælpsomme, når vi begynder at gøre godt for andre, når vi siger til os selv: Hov, der er en dreng dér, der har det svært i klassen – lad os alle tage ham med hjem på skift, så begynder fællesskabet at tage form.

Hov, der er en dreng her, som er virkelig god til at save og arbejde med træ – måske er der en forælder i klassen, som også elsker at snedkerere og kan invitere ham med i værkstedet?

Hov, han er god til musik, måske er der en forælder, der selv spiller og kan tage ham med til en jamsession?

Når vi ser hinandens styrker og inviterer ind i fællesskabet, bliver vi medskabere af noget større. Det kan være, at man ikke selv har tid til store initiativer, men måske kan man bidrage på andre måder ved at række ud til andre forældre, støtte skolens fællesskab eller bare vælge at gøre hjælpsomme handlinger.

Måske opdager vi, at et barn ikke har råd til en vinterjakke, og i stedet for at lade det gå ubemærket hen samler vi sammen som klasse og skaffer en jakke.

Måske ser vi, at et barn aldrig bliver inviteret i legegrupper, så sørger vi for, at alle bliver inkluderet.

Måske bemærker vi, at en dreng ikke havde en fødselsdagsgave med til en klassekammerat, så samler vi hurtigt 40 kr. ind, så han ikke står alene.

Måske ved vi, at en mor aldrig deltager i fællesspisning, og i stedet for at blive forargede siger vi: Jeg henter da Mohammed og Søren og tager dem med.

Men hvad sker der, hvis vi i stedet gør det modsatte? Hvis vi bliver fælles om at få Søren ud af 2B? Hvis vi er med til at pege fingre, placere skyld, skam og udstødelse? Hvis vi lader blikkene, hviskeriet og de små ekskluderende handlinger definere fællesskabet? Hvis vi signalerer, at nogle hører til, og andre ikke gør?

For det er dét, vores børn kopierer. Hvis vi lærer dem, at fællesskabet bygges på at udskamme dem, der er anderledes, så bliver det også det, de viderefører. Hvis vi lærer dem, at fællesskabet skabes ved at finde en syndebuk, en, der skal ud, en, der ikke passer ind, så bliver det deres kultur i 2B.

Men vi skal spørge os selv: Hvad er det egentlig, vi vil lære vores børn? Vil vi lære dem at være ligeglade med andre, eller vil vi lære dem at være gode venner og gøre godt for andre?

For når vi vælger det sidste, når vi begynder at hjælpe hinanden, så smitter det. Når vi i forældregruppen ikke ser lærerne som modstandere, men som en del af fællesskabet, så bliver det den kultur, vi fremmer. Og i en fremtid, hvor børn kan google sig til alt fagligt, så bliver det at kunne skabe trygge, hjælpsomme fællesskaber en af de vigtigste kompetencer, de overhovedet kan få med sig.

Den vigtigste egenskab, de får brug for, er at være hjælpsomme og kunne samarbejde med alle – for uanset hvor de befinder sig, vil det være en kompetence, der er nødvendig. I jobbet, i vennekredsen, i foreningen, i familielivet. Alt, hvad vi laver, er i bund og grund inklusion.

Men pas på, for der kan gå sport i hjælpsomhed!

Jeg siger det bare – det er vildt, sagde en far, på en måned gik vores 2.B fra at være klassen, ingen havde lyst til at være i, hvor der var ensomhed, og hvor man var fælles om at nedgøre og slå om sig med grimme ord, til at være klassen, hvor alle rakte hånden ud.

Ovre på fodboldbanen taler de nu om, hvor fantastisk en klasse det er. Uroen er væk. Slagsmålene og de grimme ord og være efter hinanden er væk. Latteren og trygheden er tilbage.

Og som en mor sagde: Vi er jo også borgere som forældregruppe. Før var vi mest optaget af at sende vrede mails, bede om møder og slå med ordene. Men nu er vi blevet bevidste om, at vi var de usynlige klassekammerater, der var med til at puste til, at det var bestemte børns og lærers skyld. Det skabte den utrygge gruppe. Nu er vi fælles om hjælpsomhed, og nu er der gået sport i at være den venligste klasse, og de børn, vi før tænkte skulle ud, dem er vi alle blevet fælles om at få ind.

Som Søren sagde ud i klassen: »Jeg har fået venner nu, og det gør bare, at jeg om morgenen, når jeg skal afsted, har det så godt. Før slog jeg og kaldte lærere og børn dumme ting og blev sendt hjem, og nu jeg er sammen med en gruppe fra klassen; dem, der står for skakturneringer i frikvartererne, for jeg er ret god til skak, jeg har fået tre venner.«