Hvis en madpakke kan løse unges mistrivsel, skolevægring og stressede lærere, så er jeg klar til at diske en omgang boller i karry op til mine elever

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Radikale Venstre foreslår en landsdækkende madordning i folkeskolen til 3,3 mia. kr. om året. Det lyder jo dejligt – hvem vil ikke have gratis frokost? Men når man dykker ned i det, er det fuldstændig hul i hovedet.

Ifølge Martin Lidegaard vil madordningen give børnefamilierne »en halv time ekstra hver dag«. Men måske skulle vi i stedet overveje at lære børn at tage lidt ansvar for sig selv – for eksempel ved at smøre deres egen madpakke?

Lidegaard understreger også, at en madordning ikke kan stå alene, og at vi skal løfte lærerkræfterne og normeringerne. Jamen fantastisk – så kunne vi jo starte dér! Lærerne skriger på bedre forberedelsestid, men i stedet for at tage det alvorligt prioriterer man en madordning. Det er en absurd prioritering, når vi ved, at skolerne i forvejen kæmper med besparelser, færre specialtilbud og dårlige arbejdsvilkår.

Gratis frokost til eleverne kan være en fin idé for dem, der virkelig har brug for det, men når vi samtidig ser kommuner skære ned på specialtilbud – som Odder Kommune, der vil flytte tre fjerdedele af sine specialelever over i almenområdet for at spare penge – noget de så fint kalder »bedre muligheder for alle«, men som i realiteten er en spareøvelse. Eller i Viborg Kommune, hvor man fjerner arbejdstidsaftaler, og lærerne nu søger væk, så er det et helt skævt fokus. Vi taler om børn, der har brug for ekstra støtte, men som nu skal presses ind i en skoledag, der i forvejen er presset.

Eleverne bliver sendt tilbage til den hverdag, de desperat prøvede at slippe væk fra. Lærerne bliver endnu mere pressede. Og hvorfor? Fordi vi igen og igen får at vide: ”Det er der simpelthen ikke penge til.”

Så kan man bare sidde og tænke lidt … Okay, der er ikke penge til, at jeg som kommende lærer kan udføre mit job bedst muligt, men vi kan godt finansiere en madpakkeordning til 3,3 mia. kr., fordi nogen mener, at madpakkesmøring er for stor en byrde for familier – både økonomisk og tidsmæssigt. Det er sgu da hul i hovedet.

3,3 mia. kr. er mange penge at bruge på madpakker. For at sætte det i perspektiv: Hvis du tæller højt fra en til en million med ét tal i sekundet, tager det cirka 11 dage. Hvis du vil tælle til en milliard på samme måde, vil det tage over 31 år – uden pauser.

Men fint! Hvis en madpakke kan løse unges mistrivsel, skolevægring, stressede lærere og manglen på uddannet personale – så står jeg fandeme klar til at diske en omgang boller i karry op til mine elever!

Os kommende og uddannede lærere ved godt, hvad der skal til: mere tid til forberedelse, bedre arbejdsforhold og mere fleksibilitet. Det er det, vi råber på. Så lyt til os – og lad børnene smøre deres egne madpakker. Madpakker løser ikke folkeskolens problemer. Men politikerne kan. De skal bare give os det, vi beder om. Helt ærligt, tag jer sammen.