Europa må vågne op: Afrika er ikke et velgørenhedsprojekt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg rejser snart til Afrika. Jeg forstår godt, hvis du forestiller dig mig med hvide solcremepletter på næsen, drønende rundt i en safari-jeep blandt elefanter og giraffer – det ville jeg nok også selv have gjort for et par år siden.

Netop dér ligger problemet. Vi ser Afrika som enten eksotisk baggrund for vores ferieeventyr eller som et kontinent, der kun huser fattigdom og bistand. Vi undervurderer potentiale, forveksler lande og overser forskelle. Men Afrika er meget mere end det. Og jeg skal ikke på safari – jeg skal til bryllup i Uganda.

Da jeg skulle forberede min rejse, blev jeg opfordret til at besøge min læge for at få vejledning og vaccinationer. Det gjorde jeg, men samtalen afslørede mere end blot anbefalede stik og recepter på malariapiller. »Lad mig lige se her …« sagde han og skrev Ghana i søgefeltet på sin computer.

»Uganda,« rettede jeg ham. Han undskyldte og forsikrede mig om, at det selvfølgelig var Uganda, han mente.

En banal fejl? Måske.

Men det er ikke bare en misforståelse – det er et symptom på et større problem. Han var næppe bevidst om, at der er næsten 4.000 kilometer mellem Ghana og Uganda – svarende til afstanden mellem Lissabon og Moskva. Ville vi nogensinde forveksle Portugal med Rusland?

Vi ser stadig Afrika som én homogen masse og ikke som et kontinent med 54 nationer, vidt forskellige kulturer, avancerede økonomier og fremadstormende industrier. Vi reducerer mennesker til stereotyper og ignorerer de muligheder, der ligger lige foran os.

Det er ikke første gang, vi undervurderer andre nationer. Se bare på Grønland. I årtier har vi betragtet grønlænderne som en fjern befolkning mod nord – et samfund, vi har sendt penge til, men ellers sjældent skænket en tanke. Da USA pludselig viste interesse for Grønland, vågnede vi op. Nu er rigsfællesskabets fremtid til debat, og vi har opdaget, at Grønland ikke kun er en perifer del af Danmark, men en nation med unik betydning og politisk handlekraft.

Den samme fejlvurdering sker med Afrika. Vi fastholder en gammeldags forestilling om, at kontinentet er afhængigt af vestlig bidrag og ikke selv kan drive udviklingen. I vores øjne er det en gold ørken med spændende dyr, hvor fattige mennesker søger ly for Solen og kun ønsker hjælp og donationer.

Imens Europa tøver, intensiverer USA og Kina deres økonomiske og politiske engagement og sikrer sig de afgørende partnerskaber. Vi må forstå, at Afrika ikke er en tigger ved Europas dørtrin. Her er Uganda et godt eksempel. Landet har enorme agrikulturelle ressourcer, en ung, ambitiøs befolkning og en stærk økonomisk fremgang. Men hvad gør vi? Intet.

Mens vi sidder fast i fordomme og fortsætter med at tro, at vi er de eneste, der har noget værdifuldt at bidrage med, sikrer andre sig partnerskaberne – og dermed fremtiden.

Afrika halter ikke bagefter. Det gør Europa snart, hvis vi ikke ændrer vores syn på kontinentet. Hvis vi ikke griber mulighederne, dropper arrogance og begynder at samarbejde, vil vi blive hægtet af den globale udvikling.

Det europæiske navlepilleri må ophøre. Vi er ikke verdens centrum. Afrika er meget mere end et sted med sponsorbørn og sjove dyr fra børnebøger. Det er ikke et velgørenhedsprojekt – det er en økonomisk og politisk mulighed.

Jo, jeg får nok solcreme på en småbrændt næse under min rejse, men jeg vil alligevel advokere for, at vi stopper med at se Afrika som et safariparadis. Kontinentet består af nationer med drivkraft, ambitioner og uforløste potentialer. Det er på tide, at vi betragter Afrika som en reel samarbejdspartner – ikke et kontinent, vi sender penge til for at lette vores egen samvittighed.