Ulve-debatten er blevet en symbolpolitisk løftestang til at splitte land og by

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er mange, der får debatten om ulven til at handle om byer og postnumre – og det er at tage pis på de berørte mennesker, hvis liv diskussionen rent faktisk påvirker.

Forleden dag skrev jeg i Jyllands-Posten, at Jeppe Bruus unødigt truer vores natur, når han prøver at få forringet ulvens beskyttelsesstatus. Det gør han som reaktion på ulvebesøget i Oksbøl, hvor der blev set ulve på villavejene.

Og jeg er helt enig med ham i, at det ikke er holdbart, at der går ulve rundt i jyske byer. Derfor er jeg også glad for, at vi er i den heldige situation, at vi allerede kan regulere sådan en ulv, hvis den er blevet tam og dermed er en fare for mennesker. Reaktionen på det indlæg var bare ikke helt den, jeg forventede.

Både medlem af Europa-Parlamentet Henrik Dahl (LA) og særlig rådgiver for beskæftigelsesministeren David Tarp (S) har på X haft ting at sige om mit indlæg – og fælles for dem er, at de intet skriver om andet end mit postnummer.

Jeg kommer nemlig fra Kongens Lyngby, og dem, der bor her, er, som David Tarp skriver, »ikke i risiko for, at deres barn eller husdyr bliver bidt af en ulv«.

Værst lød det, da Anders Orris i Jyllands-Posten foreslog at slippe ulve løs tæt på, hvor jeg bor, i Geels Skov, der har en størrelse på 2 km2.

Den europæiske ulv har brug for mellem 100 og 500 km2 for at trives, og det er derfor et dybt uforsvarligt og decideret farligt forslag, da ulven hurtigt vil blive vant til mennesker og dermed være til fare for lokalbefolkningen. Men det er også et forslag, der viser, hvor meget debatten er kørt af sporet.

Debatten om ulven er nemlig ikke længere en debat, der tager udgangspunkt i virkeligheden. Ulven er blevet en symbolpolitisk løftestang til at splitte land og by i stedet for en art, vi kan forstå og håndtere. Hvis vi havde haft en debat, der byggede på fakta, og som faktisk handlede om, hvad ulven er, og ikke om hvem der snakker om den, ville Anders Orris have vidst, at ulven først bliver farlig, hvis den tilvænnes mennesker, og ville derfor aldrig være kommet med et forslag, der hvis ført ud i livet, ville sætte de utallige børnefamilier, der bor i Lyngby, Virum og Holte, i fare.

Og hvis Henrik Dahl og David Tarp var blevet tvunget til at forholde sig til, hvad jeg faktisk havde skrevet og ikke bare mit postnummer, kunne vi have diskuteret, hvordan vi effektivt håndterer ulven. Hvordan vi bedst forebygger den frygt, der blusser op i Jylland, og hvordan vi sikrer landmændenes husdyr.

Vi hjælper ikke dem, der bor tæt på ulven, med disse barnlige personangreb; hvis vi virkelig vil gøre noget for dem, der skal leve med ulven, skal vi hæve niveauet i debatten og forholde os til den verden, vi lever i.