Symbolske kampe bliver det borgerlige Danmarks fallit
Hvis den borgerlige opposition kun handler om at afskaffe koranloven og racismeparagraffen, mister den både sin retning og sin ordentlighed.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I de seneste år har den politiske debat i Danmark været præget af en tiltagende polarisering, hvor fokus i høj grad er rettet mod konkrete lovgivningstiltag som koranloven og racismeparagraffen.
Det er naturligt, at politiske partier og debattører engagerer sig i sådanne sager, men hvis borgerligheden kun reduceres til kritik af disse love og et ønske om at afskaffe dem, risikerer vi at miste det, der egentlig burde være hjørnestenen i et borgerligt samfund: en værdibaseret og ordentlig debat om, hvad det vil sige at være borger i et frit og ansvarligt samfund.
Personligt er jeg ikke nogen overbevist tilhænger af koranloven. Faktisk havde jeg hellere set en genindførelse af blasfemiparagraffen, som på en elegant måde i højere grad sikrede en respektfuld balance i samfundet. Men vi har en forpligtelse til at beskytte mindretallene i vores samfund, og denne opgave er koranloven såvel som racismeparagraffen med til at løfte.
At afskaffe dem ville dermed være et svigt over for de mennesker, den beskytter. Det er derfor bekymrende, at store dele af det borgerlige Danmark med partilederne Alex Vanopslagh, Inger Støjberg, Mona Juul og Morten Messerschmidt i spidsen lader det være deres primære projekt at afskaffe disse love uden at komme med et reelt alternativ til, hvordan vi sikrer et samfund præget af respekt og sammenhængskraft.
Hvis det borgerlige Danmark reducerer sig selv til en bevægelse, der udelukkende kæmper for at fjerne love, der skal beskytte udsatte grupper, så står vi over for en borgerlig falliterklæring.
Hvor er ambitionen om at styrke et samfund, hvor ytringsfrihed og ansvar går hånd i hånd? Hvor er den borgerlige vision, der ikke blot handler om at rulle lovgivning tilbage, men også om at sikre en stærk og stabil samfundsorden, hvor alle borgere respekteres? At kæmpe for ytringsfriheden er vigtigt, men det må ikke ske på bekostning af det ansvar, vi som samfund har over for dem, der er særligt udsatte.
Det er ikke nok at fokusere på lovgivningens grænser, hvis vi samtidig svigter den ordentlighed og det respektfulde grundlag, som ethvert velfungerende samfund hviler på.
Borgerlighed bør handle om et mere fundamentalt engagement for orden, respekt for andre og for samfundets institutioner og ikke kun om at finde nye måder at justere lovgivningen på.
I min verden rimer borgerlighed på ordentlighed, og en afskaffelse af racismeparagraffen er ikke ordentligt. Hvis det borgerlige Danmark ikke kan tilbyde andet end en symbolsk kamp mod koranloven og racismeparagraffen, så spiller det borgerlige Danmark fallit.