Aktiv dødshjælp handler ikke om selvbestemmelse over egen krop

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen nedsatte Udvalget til en mere værdig død i efteråret 2023. Det skal favne danskernes holdning til aktiv dødshjælp og lave en indstilling til, hvordan man kan skabe en dansk model for en ”mere værdig død”.

Der er et stort flertal i befolkningen, der svarer ja tak til aktiv dødshjælp, og således kan det tolkes, som om udvalget skal lave en indstilling til, hvordan og ikke om der skal indføres aktiv dødshjælp.

Men jeg er altså også dansker, og selvom jeg tilsyneladende tilhører mindretallet i denne sag, får det stor betydning for mig og de patienter, jeg passer som sygeplejerske, hvis aktiv dødshjælp bliver tilladt i Danmark.

Hvad nu, hvis udvalget i stedet laver en indstilling, der anbefaler, at vi lovfæster lindrende omsorgs- og behandlingsgaranti til livets afslutning (også kaldet palliation)? Så vi ikke lovfæster retten til at få samfundets hjælp til at dø, fordi vi lider, men garanteres lindrende pleje, fordi vi lider, så døden kommer stille, roligt og naturligt. Det er en model til en ”mere værdig død”.

Selvbestemmelsen til at takke nej til meningsløs livsforlængende overbehandling har vi allerede, også når lægens behandlingstilbud nærmest lyder som et tilbud, man ikke kan afslå. Og hvis man er over 60 år, kan man sige nej tak til genoplivning ved hjertestop og alligevel få den omsorg og behandling, som samfundet har valgt at give til lidende og døende.

Selvbestemmelse er ikke et argument for aktiv dødshjælp. Det er et argument for, at sundhedsvæsenet skal blive langt bedre til at tage fagligt og menneskeligt ansvar for at stoppe udsigtsløs livsforlængende behandling og overgå til at sikre, at den sidste tid bliver så god som mulig. Indtil døden kommer.

For nogle er det afgørende, at de selv bestemmer tid og sted – for andre er det vigtigste, at der er adgang til lindrende pleje og behandling med nærvær, respekt og omsorg den sidste del af livet (palliation), indtil man dør. Det sidste er vi ikke gode nok til i alle dele af sundhedsvæsenet, og det får vi vedvarende og berettiget kritik for.

Min erfaring er, at mange mennesker er bange for, om de kan få den hjælp og lindrende behandling, de har brug for til det sidste. De er bange for, at den sidste tid bliver fuld af meningsløs livsforlængende overbehandling og ydmygende mangel på lindring og omsorg. Det bliver den også indimellem, fordi det danske sundhedsvæsen ikke alle steder i landet er god nok til palliation.

På grund af den medicinske og teknologiske udvikling er vi nået dertil, at vi kan holde liv i selv døende mennesker. Dertil, hvor det er svært overhovedet at få lov til at dø – hvor den livsforlængende behandling indimellem (ofte) er afløst af meningsløs og dødsforlængende behandling, og hvor meningen med fortsat at modtage kurativ og forebyggende behandling er svær at finde.

Jeg tror, at frygten for at opleve svigt af professionel hjælp i den sidste tid og bekymringen for at skulle opleve meningsløs livsforlængende behandling fører til ønsket om aktiv dødshjælp.

Hvis vi nu kunne sikre den kvalificerede hjælp til det sidste, mindske mængden af meningsløs overbehandling og dermed sikre den mere værdige død, ville vi så se folkestemningen vende? Ingen ved det. Heller ikke jeg. Men jeg tror det. Sundhedsvæsenet skal blive langt bedre til at stoppe den udsigtsløse livsforlængende behandling og overgå til at sikre, at den sidste tid bliver så god som mulig. Indtil døden kommer som en følge af sygdom og alderdom. Vi skal kvalificere den lindrende pleje og behandling til mennesker, der er i den sidste del af livet – også mennesker med demens og det, vi kalder livsstilssygdomme. Vi skal stille hjælp til rådighed, så døende kan blive lindret i den sidste del af livet, frem for hjælp til rådighed til at blive slået ihjel, fordi man lider.

Men bliver døende ikke alligevel slået ihjel af morfin på hospicer og hospitaler i dagens Danmark, vil nogen nok spørge. Den misforståelse har turneret i medier og andre steder gennem længere tid. Den misforståelse føler jeg trang til at gøre op med:

Det er desværre en udbredt misforståelse, at palliativ behandling slår patienten ihjel.

Jeg har været hospicesygeplejerske i 15 år. Jeg har i hele mit liv som sygeplejerske arbejdet med alvorligt syge og døende mennesker og for at slå fast: Palliativ behandling er den lindrende pleje og behandling, man kan modtage, når det ikke længere handler om at forlænge livet, men om at lindre de symptomer, patienten lider af, således at denne kan leve så godt som muligt, indtil døden kommer. Det handler ikke om, at man til sidst får en overdosis morfin for at afslutte livet.

Det er livskvaliteten og ikke døden, der er i fokus. Den lindrende behandling involverer ofte morfin for at lindre patientens lidelse. En bivirkning til dette kan være, at døden måske fremskyndes en smule. Men pligten til at lindre lidelse står først. Og formålet er lindring og altså livskvalitet, indtil døden kommer – ikke at forlænge livet, heller ikke at forkorte det. Med aktiv dødshjælp er døden formålet.

I øvrigt tror jeg ikke, at det er en god idé at stole på, at staten ikke ligesom lidt en passant kommer til at foreslå lidende mennesker, der har brug for hjælp, at de i stedet for hjælp til at leve kan få hjælp til at dø. Der er mange og tydelige eksempler fra udlandet på den glidebane, indførelsen af aktiv dødshjælp fører til. For det er klart det billigste – og sundhedsvæsenet mangler penge, særligt i plejesektoren – det ved vi jo.

Der er ingen, der skal bestemme, om du skal leve eller dø. Det er en fundamental personlig rettighed at bestemme over sit eget liv. En fundamental ret til at takke nej til behandling, man ikke ønsker, og til at tage en værdig afsked med livet.

Livet er mit eget og ingen andres, heller ikke statens. Jeg har min egen personlige ret til at klare det selv, hvis jeg gerne vil dø. Det er min egen suveræne beslutning, om jeg vil leve eller dø. Et selvmord bliver ikke mere værdigt af, at staten assisterer det.