Nej, vi vil ikke slappe af, så længe der er ulve her
Det er meget let at holde af ulve. Ikke mindst, når de færdes langt fra én selv.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
At vi kan leve med ulvene i Oksbøl, er en nem konklusion at drage, når man kloger sig som Mark A. Nathansen, der sidder trygt i Kgs. Lyngby, hvor der ingen ulve er. Jeg synes, at han i samme avis skulle læse, at ulve i Vemb i Vestjylland har forceret et korrekt opstillet ulvesikret hegn og dræbt eller flænset 17 får, noget, man ikke troede ville ske. Hvad bliver det næste, ulvene forårsager, som man heller ikke troede ville ske?
Mark A. Nathansen skriver, at det allerede er lovligt at skyde en problemulv, men det, som Jeppe Bruus arbejder på at ændre i EU, er, at man skal regulere en stigende bestand af ulve. Som de formerer sig, skal voksne ulvehvalpe finde nye territorier at være i, så efterhånden føles det ret utrygt at færdes i de jyske skove. Her tænker jeg også på spejdere, børnehaver og andre, som gerne vil ud i naturen. Det er på tide, at Jeppe Bruus på EU-plan arbejder for at regulere ulvebestanden, så vi, der bor i Jylland, igen kan færdes trygt i skovene.
Mon man i Kgs. Lyngby og omegn kunne slappe af og leve med ulvene, hvis et ulvekobbel tog ophold i Jægersborg Dyrehave? Næppe.