Styrkelse af Beredskabsstyrelsen er økonomisk uforsvarligt
Myndighedernes organisationsegoisme er årsag til et usynligt overforbrug af skattekroner i Beredskabsstyrelsen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Kære Maria Lunddahl. I dit debatindlæg i JP 27/1 diskvalificerer du mine oplysninger og synspunkter, fordi det er længe siden, jeg var ansat i Beredskabsstyrelsen. Som beredskabsentusiast har jeg dog fulgt rigtig godt med i, hvad der er sket på området, siden jeg blev afskediget i 2008.
Jeg er naturligvis klar over, at Beredskabsstyrelsen yder bistand til en række forskellige offentlige myndigheder. Det er imidlertid ikke assistanceydelser, der fremgår af Beredskabsloven.
Det er en hjælp, som Beredskabsstyrelsen tilbyder, fordi beredskabscentrene nu engang findes og har god tid til at hjælpe. Det sker ca. 500 gange om året, svarende til godt en gang i døgnet, når der ses bort fra de ekstraordinært mange covid-19-ydelser.
Disse ydelser er gratis for modtagerne, og det er et stort spørgsmål, om disse ydelser ikke kan udføres langt billigere for staten, hvis politiet, Fødevarestyrelsen, Skattestyrelsen og sundhedsmyndighederne selv udfører opgaverne eller laver aftaler med de kommunale beredskaber, Hjemmeværnet eller private firmaer.
Det principielle problem er, at to offentlige myndigheder begge har en organisationsegoistisk interesser i, at den ene part yder gratis bistand til den anden. Sundhedsstyrelsen, politiet m.fl. sparer penge ved at få gratis hjælp fra Beredskabsstyrelsen til at løse deres opgaver. Beredskabsstyrelsen kan opretholde en stor og dyr operativ organisation ved at argumentere for, at andre myndigheder har brug for deres hjælp.
Det er også det, der er tilfældet i den nye beredskabsaftale. I spidsbelastningssituationer – formentlig kun nogle få gange – har Beredskabsstyrelsen ikke haft mandskab nok til at hjælpe alle på samme tid.
I Forsvarsforliget fra 2024 lyder argumentet: »Aftaleparterne noterer sig, at de seneste års hændelser har tydeliggjort, at Beredskabsstyrelsen ikke – til enhver tid – råder over den nødvendige kapacitet til at kunne håndtere de kriser, som rammer Danmark.« Det er et meget tyndbenet argument for at tilføre Beredskabsstyrelsen ca. 275 mio. kr. i 2025 og 2026 og 70 mio. kr. i årene frem til 2034.
Ingen har nogensinde regnet på, om det er økonomisk forsvarligt, at de forskellige offentlige myndigheder får gratis bistand fra Beredskabsstyrelsen. På de fem beredskabscentre er der 70 værnepligtige og lerede på vagt døgnet rundt for at yde hjælp ca. en gang i døgnet. Selv med en lav værnepligtsløn bliver det en meget stor omkostning. Føres den nye beredskabsaftale ud i livet, kommer der fra 2027 yderligere 50 værnepligtige på vagt døgnet rundt. Det er økonomisk helt uforsvarligt.
Kommunerne får også assistance fra et beredskabscenter ca. en gang i døgnet. Kommunerne kan uden større problemer undvære denne assistance.
Når kommunerne har tid til at vente på assistancen, benytter de assistancemuligheden fra beredskabscentrene, dels fordi assistancen er gratis, og dels fordi kommunernes beredskab så kan klargøres til nye akutte udrykninger.
De kommunale beredskabsenheder har døgnet rundt ca. 2.000 mand på vagt, så det vil ikke være noget problem at tilkalde hjælp fra 70 mand fra nabokommunerne. De vil også være meget hurtigere fremme på skadestedet end hjælpen fra beredskabscentrene.
De mange millioner til bedre klimasikring kan simpelthen ikke anvendes fornuftigt i Beredskabsstyrelsen. Beredskabsstyrelsen ved ikke, hvilket specialiseret klimamateriel der bliver behov for i de enkelte kommuner. Mandskabsomkostningerne ved at øge mandskabsstyrken på de statslige beredskabscentre er meget større end ved at øge styrken af deltidsansatte og frivillige i kommunerne.