Regeringen råber alvor, men spilder tiden på woke-symbollovgivning

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Regeringen proklamerer, at tiden er så alvorlig, at oppositionen må holde op med at kritisere de regeringsduelige og ansvarlige ministre. Men hvad har regeringen egentlig brugt sin tid i regeringskontorerne til? Meget alvorlige ting, må man forstå.

Et eksempel på meget vigtig lovgivning, man skal stå sammen om i en krisetid, er regeringens (over)implementering af EU’s såkaldte kønsbalancedirektiv.

Formålet er at gennemtvinge kønskvoter i børsnoterede virksomheder, fordi regeringen og EU naturligvis er bedre til at indrette bestyrelser end virksomhederne selv. De kræver derfor 40 pct. kvinder i bestyrelserne. Og da der inden vedtagelsen af loven “kun” var 36,7 pct. kvinder i disse bestyrelser, formåede regeringen at “løse” et massivt problem på 3,3 pct.

Regeringens ministre fandt også tid til at blande sig i identitetspolitiske dagsordner på idrætsområdet. I forbindelse med debatten om biologiske mænds og drenges ret til at spille på kvindefodboldhold forklarede kulturminister Jakob Engel-Schmidt, at det altså ikke var et problem, fordi han selv engang var blevet skadet som dreng. Derfor måtte piger og kvinder – kunne man forstå på den mansplainende minister – leve med at blive tacklet af modspillere med markant stærkere fysik og generelt mindre fairness i den sport, de brænder for.

Og lad os dvæle lidt endnu ved kulturministeren. Han har også brugt sin ministerielle magt på at tryne spillesteder og filmbranchen, hvis de ikke laver koncerter eller film med den balance af minoriteter, som ministeren foretrækker. For gør de ikke det, så truer han med at trække dem i støtte.

Kulturministeren har også fundet tid til at oprette en Bodil Koch-pris, som gives til et værk for mangfoldighed frem for kunstnerisk værdi. For alle ved jo, at kunst ikke handler om kvalitet, men om ophavsmandens identitet. Hov, skrev jeg ”ophavsmand”? Undskyld, jeg mente naturligvis “ophavsperson”, som ministeren også har fundet tid til at vedtage ved lov, at det bør hedde.

Hvis man mangler viden om regeringens identitetspolitiske initiativer, skal man ikke lede længe. Man kan eksempelvis læse det flotte og omfattende “Inspirationskatalog for kønsbalance” eller “Perspektiv/Handlingsplan for ligestilling 2024”, som tidligere ligestillingsminister Marie Bjerre fik udgivet. I handlingsplanen kan man blandt andet læse, at Ligestillingsministeriet vil uddele en årlig pris, der gives til en person, der bringer sig selv i spil og inspirerer andre til at bryde »kønnede normer og forventninger« på et område, hvor ligestillingen angiveligt halter.

Man kan også læse ministerens holdninger til, hvilke brancher hun synes henholdsvis mænd og kvinder bør søge, da alle jo ved, hvor liberalt det er at belære folk om karrierevalg på baggrund af deres køn. Desuden kan man læse, hvordan ministeren vil ændre sprog i lovgivningen til kønsneutralt sprog og holde øje med museernes indkøb, så de passer til de identitetspolitiske ønsker.

Og nå ja, så vil regeringen fortsætte det helt åbenlyst diskriminerende Inge Lehmann-program, som prioriterer kvindelige ansøgere over mandlige. Programmet er så åbenlyst i strid med den danske lov om ligebehandling, at et flertal i Folketinget har accepteret, at det er undtaget for denne lov. Tænk engang – et helt officielt, statsligt diskriminerende program.

Regeringspartierne har tydeligvis haft travlt med vigtige og alvorlige sager og vist danskerne, at de udgør den mest woke regering, vi nogensinde har haft. De har vist, hvad der kan lade sig gøre, når man samler partier på tværs af midten. Så må danskerne jo selv bedømme resultaterne. Man kan vist roligt sige, at de ikke belønner dem indtil videre.