Danskerne vil sænke momsen, butikkerne er klar til det. Så, politikere, hvad venter vi på?
Det er uforståeligt, hvorfor så mange politikere har en udtalt modvilje mod at sænke momsen på frugt og grønt. Hvorfor? spørger vi.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Både Lidl Danmark og Moderaterne har efterhånden længe slået på tromme for at ændre momsen på frugt og grønt. Vi ønsker, den skal sænkes markant. Hvis det står til Moderaterne, skal den halveres, og Lidl ser den gerne helt fjernet.
For der er en masse gode argumenter, der taler for en differentieret moms på netop de varer. Det vil øge danskernes sundhed. Det vil gøre frugt og grønt lettere tilgængeligt for alle danskere, som har nok at bruge deres penge på i disse tider. Og det vil som en positiv afledt effekt styrke klimaet.
Det er ikke kun os, der ønsker en differentieret moms på frugt og grønt. Det gør flertallet af danskerne også. Således viser en undersøgelse foretaget af YouGov for Coop amba, at 82 pct. af danskerne mener, momssatsen på frugt og grønt skal være lavere end på andre varer.
I den virkelige verden er det tydeligt, at danskerne er villige til at købe mere frugt og grønt, hvis bare prisen er lavere. Således oplevede Lidl en landsstigning på 13 pct. øget salg af frugt og grønt, da vi sidste år lavede et forsøg med at sætte prisen ned tilsvarende momsen.
Mere bemærkelsesværdigt var der i landsdele, som kæmper med livsstilssygdomme som diabetes og hjertesygdomme, en større efterspørgsel. På Lolland steg salget eksempelvis med 22 pct.
Så hvis vi nu fik gjort noget ved det politisk og satte momsen ned – bare til halve – kan det forhåbentlig hjælpe på den nedslående statistik, at kun halvdelen af danskerne spiser grøntsager hver dag. Sandsynligvis kan vi øge lysten til at tage det sunde valg, når varerne lægges i indkøbskurven.
Om ikke andet, så vil en dansk familie på to voksne og to børn i gennemsnit spare 1.400 kr. om året på sit husholdningsbudget. Det vil også medføre en årlig besparelse i sundhedsvæsenet på 25 mio. kr., viser tal fra Skatteministeriet. Det er da også værd at tage med i overvejelserne.
Men det er tilsyneladende et så stort problem at ændre momssatserne, at ønsket om at styrke danskernes sundhed og økonomi ikke kan lade sig gøre, må man forstå. For en differentieret moms vil medføre en for stor administrativ byrde for detailhandlen – ja, man får nærmest indtrykket fra nogle partier, at det er tæt på umuligt at indføre forskellige momssatser på varerne i butikkerne.
Men der må vi bare sige: at der skulle være administrative forhindringer, som står i vejen for at differentiere momsen i dagligvarehandlen – det kan vi ikke genkende.
Lidl arbejder allerede med differentieret moms i flere end 30 europæiske lande. Der er ingen tilfælde, hvor det er forbundet med en øget administrativ byrde. Både Lidl og andre detailkæder har allerede it-systemerne klar til at løfte opgaven, og vi er klar til at vise vejen. Moderaterne er også klar til at vise vejen politisk. Nu mangler vi bare, at de øvrige partier kommer med.