Grønland skal gøre op med sig selv, hvem der har stemmeret – og passe på med ikke at være ekskluderende

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At begrænse stemmeretten til kun inuit i en sag om Grønlands selvstændighed kan tolkes som både diskriminerende og udemokratisk.

Ifølge Grønlands selvstyrelov har alle, der er bosat i Grønland og opfylder almindelige betingelser for stemmeret, ret til at deltage i demokratiske valg. At indskrænke stemmeretten baseret på etnicitet ville stride imod lovens principper og demokratiets grundlæggende værdier.

Ved folkeafstemningen i 1979 om hjemmestyret var især Siumut fortaler for hjemmestyret; de anså det dog som vigtigt, at Grønlands fremtid blev besluttet af dem, der havde størst kulturel og historisk tilknytning til landet.

Nu gentager Pele Broberg (født 1972 i København) og ligesindede i forstærket version den etniske diskriminerende retorik fra 1979, der blev fremført af daværende markante grønlandske politikere.

Unge politikere som Aki-Matilda Høegh-Dam (født 1996 i Hillerød) ønsker grønlandsk statsdannelse og afliver idéen om, at vi har et rigsfællesskab, hvilket hun kun har latter tilovers for. Aki-Matilda Høegh-Dam har for nuværende ikke udtalt sig om stemmeretten. Er man inuit eller grønlænder, hvis man er født uden for Grønland, men i rigsfællesskabet?

Inuit har en særlig historisk og kulturel tilknytning til Grønland, men befolkningen er igennem århundreder blevet blandet med andre folk, der gør det vanskeligt at fastlægge en entydig definition af, hvem der kan betegnes som inuit i dag.

Oprindelige folks rettigheder er beskyttet i international ret, men skal balanceres med demokratiets principper om lighed og inklusion. At skabe en kunstig opdeling i samfundet, hvor blodlinje eller etnicitet afgør, hvem der har ret til at forme Grønlands fremtid, er en samtale, Grønland bør tage åbent og ærligt, for den rummer store følelser og historiske sår, en os mod dem-mentalitet, hvor personer med blandet eller ikke-inuit-baggrund betragtes som mindreværdige borgere. Ekskluderes borgere med stærk interesse i Grønlands fremtid?

I 1979 var stemmeretten om hjemmestyrets indførelse knyttet til fast bopæl i Grønland og ikke til etnicitet. Både grønlændere og danskere med bopæl i Grønland kunne stemme, men danskere på de amerikanske baser havde ikke stemmeret, da de blev betragtet som midlertidigt bosiddende.

Man fratog basefolket stemmeretten med begrundelsen, at de ikke var en naturlig del af det grønlandske samfund, hvorefter hjemmestyret straks indførte en særskat for basefolket med begrundelsen, at de var en naturlig del af det grønlandske samfund? En skat, de ikke fik noget for, da USA stod for alle samfundsopgaver.

Ønsker Grønland at være en stærk og bæredygtig stat, bør stemmeretten baseres på tilhørsforhold og engagement i samfundet frem for etnisk baggrund. En fastboende ”dansker”, der har bidraget til det grønlandske samfund i en årrække, har vel lige så meget indsigt og ret som en 18-årig inuit, der lige er kommet i gang på arbejdsmarkedet eller med en uddannelse. Man kan ikke sikre, at de, der stemmer, har en tæt tilknytning til Grønlands fremtid, for inuitter har også udlængsel.

En etnisk begrænsning af stemmeretten kunne blive mødt med kritik fra det internationale samfund. Tal fra 2022 viser, at der bor omkring 56.000 mennesker i Grønland. Ca. 7 pct., godt 4.000, er født i Danmark. Knap 2.000 personer i Grønland har et andet statsborgerskab end dansk.

Grønlands begrænsede befolkning og økonomi gør det uundgåeligt at søge udenlandske investeringer, knowhow og arbejdskraft for at kunne udnytte dets ressourcer, styrke uddannelsessystemet og udvikle industrien på en bæredygtig måde.

I samarbejde med internationale partnere kan Grønland opnå økonomisk vækst, styrke sin uafhængighed og skabe en bedre fremtid for alle sine borgere. Vælges den forkerte partner, kan det gå grueligt galt.