Stakkels Trump, stakkels USA – og stakkels alle os andre

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kender du forskel på mikro- og makroøkonomi? Fortvivl ikke – det er der mange toppolitikere, der heller ikke gør.

Makroøkonomi er nationaløkonomi, mikroen er erhvervsøkonomi. Det betyder, at det, politikerne har fokus på, er nationaløkonomien, hvor direktørerne har det på erhvervsøkonomien.

Men begge skal være bevidst om den økonomi, der er ligger uden for deres næsetip. I modsat fald kan det gå gruelig galt. De socialistiske lande er alle som en gået ned med flaget, fordi de nærmest fornægtede eksistensen af virksomheder.

Det samme kan ske for lande, som alene lægger virksomhedsøkonomi til grund for deres politik. Vi kan frygte, at det bærer derhen for USA, hvor det i den grad kniber med handlen med udlandet, at Trump har problemer.

Og det kan ikke undre.

USA har haft underskud på varehandel med udlandet hvert år siden 1982 på nær i 1991. Eksempelvis eksporterede USA i 2018 varer for ca. 1.670 mia. dollars, mens landet importerede for godt 2.560 mia. Det giver en enorm gæld til udlandet. En nationaløkonom vil sige, at i realiteten kan et land kun betale gæld ved at eksportere varer af egenproduktion, der beløbsmæssigt overstiger importen.

En regeringschef, der på kort tid vil fremstå som handlekraftig og stærk, kan forfalde til vold, økonomisk og militært. Straftold, eller som det pænere hedder beskyttelsestold, kan man kalde økonomisk vold. Det var en økonomiske politik, der førtes i de europæiske stater fra ca. 1600 indtil sidste halvdel af 1700-tallet.

Man har siden kaldt den form for udenrigshandel for ”merkantilisme”. Formålet var at udvikle hjemlandets økonomi ved at styrke virksomhedernes økonomi. Det bør nævnes, at told ofte gik hånd i hånd med erobringstogter, bl.a. for at udvikle hjemlandets marked og råvareleverancer fra kolonier.

En forudsætning for, at det lykkedes, var, at handel og industri via importtolden blev udviklet og skabte indkomstkilder til statens bedste. Det skete alt for sjældent, for alle lande blev fattigere på grund af den indbyrdes økonomiske krig. Derfor opstod frihandelsprincippet, og det var stort set enerådende i de følgende 150 år. I vore dage betragtes merkantilismen som et skræmmebillede på, hvad der kan ske, hvis man slækker på frihandelsprincippet.

Men det er merkantilismen, som Trump nu vil genindføre. Han truer med både militær og told. ”Konkurrenceevnen er intakt,” vil Trump nok hævde og henvise til, hvor mange penge hans gode ven og sponsor Elon Musk har tjent på sin Tesla. Så derfor vil han komme efter europæerne med straftold, fordi vi er dumme og onde og ikke køber amerikanerbiler.

Men 25 års underskud på varehandlen kan ikke bare fejes ind under gulvtæppet og bortforklares med enkelte succeser.

Der er kun ét råd til Trump: USA må forbedre sin konkurrenceevne på bl.a. pris og kvalitet. En blanding af alskens trusler garneret med ynkeligt flæberi er ikke brugbare værktøjer, men kun ”blod, sved og tårer”. Herunder et valgnederlag i ny og næ til den, der tør gå ind i kampen. I øvrigt vil EU og andre hjælpe lidt på vej via fed told på USA-varer. Summa summarum: Alle verdens lande bliver fattigere, mest USA.

Og vi europæere bør være bevidste om, at vi kun ved at stå sammen og i fællesskab – og selvsagt uden told – opbygge vor konkurrenceevne kan stå os mod vore store konkurrenter.