Alkoholfri eller ej: Ved nadveren bør alle være lige
Teologisk dur det ikke at drage en parallel mellem et almindeligt festmåltid i familien og så nadveren i kirkens gudstjeneste, som biskoppen i Roskilde gør.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I et debatindlæg i JP 19/1 siger biskop Ulla Thorbjørn Hansen, Roskilde, ja tak til alkohol ved nadveren.
Hun mener ikke, at det dur at droppe alkohol ved nadveren, sådan som Odense-biskoppen, Mads Davidsen, har foreslået det.
For det første kan det undre, at to biskopper udtrykker sig så kategorisk i en sag, som efter god skik og brug afgøres i samråd mellem menighedsråd og præst i de enkelte sogne.
Det er nemlig her, man tager stilling til, om der skal anvendes alkoholfri vin eller ej ved nadveren.
Det er min opfattelse, at vi teologisk ikke kan argumentere for, at brug af alkoholisk vin er den rette form for nadver. Som lutherske kristne er det ordet, dvs. indstiftelsesordet, der gør vinen til et sakramente, dvs. et udtryk for Jesu tilstedeværelse i nadveren. Og det uanset om det er alkoholfri vin eller ej, der bruges.
Hertil kommer så, at selve indstiftelsesordene, som vi henter fra overleveringen hos Paulus, ikke nævner selve ordet ”vin”.
Og i øvrigt så hverken Paulus eller de allertidligste menigheder Jesu sidste måltid og dermed nadverens indstiftelse som en fortsættelse af det jødiske påskemåltid.
Nej, det er ”den nye pagt”, som det hedder. Altså den nye måde, Jesus fremover vil være til stede på.
Det er vigtigt, at vi i folkekirkens menigheder kan samles om nadveren som gudstjenestens højdepunkt, uanset alder og forhold til alkohol. Der skal ikke være et a- eller et b-hold, men ligestilling ved nadverbordet.
Teologisk dur det ikke at drage en parallel mellem et almindeligt festmåltid i familien og så nadveren i kirkens gudstjeneste. Nadveren er et sakramente, hvor ordet helliger det, man indtager. Og det er noget helt andet!
Og så rent lavpraktisk – og hvis det også skal være et argument – udvikler vinindustrien i disse år rigtig velsmagende alkoholfrie vine.
Tendensen er da også, at flere og flere tager dette som en kærkommen mulighed for at drikke vin uden alkohol. Og flere og flere menigheder går da også over til udelukkende at bruge den alkoholfrie vin. Så det dur med alkoholfri vin!