Biskop skal lade være med at gøre nadveren til et symbolpolitisk statement

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Biskop Mads Davidsen »føler«, at han som nadvergæst »ender i et tavst fællesskab, hvor han ikke kan forklare sig. At han bliver til besvær eller ligefrem udstillet«. Han tilføjer, at han står tilbage med et »stort spørgsmål: Hvorfor? Hvorfor kirken stiller sig selv i det dilemma? Hvorfor han selv skal være årsag til, at liturgien bliver afbrudt, samtidig med at han føler sig til unødigt besvær?«

En analyse af biskoppens ordvalg bekræfter, at han selv ikke ønsker en diskussion om teologi, men om kirkelig vane og følelser. Når kirkens øverste læreembede griber pennen, er der dog normalt mere end skik og brug på spil. Specialister i læsning af Ny og Gammel Testamente kan med saft og kraft redegøre for, hvor stærk teologisk symbolik den gærede drik har igennem hele Bibelen – fra Noah plantede en vingård til vreden i Åbenbaringsbogen.

Og i en tid, hvor det er blevet en folkesport at føle sig god ved at blive krænket på andres vegne, er lidt teologi da heller ikke af vejen. På reformationstiden var det et voldsomt stridsemne, om nadveren blot skulle forstås som et symbolsk måltid. Det var mere end et praktisk spørgsmål. Lidenskaben var teologisk og handlede om nærvær af den fraværende Kristus.

Ingen kunne dengang drømme om, at nadverens symbolske betydning skulle dreje sig om andet end Kristi legeme og blod. At bruge nadveren som symbolpolitik for at ligne det omgivende samfund med en kirkedebat om inklusion og eksklusion var ikke blevet taget alvorligt.

Indtil Mads Davidsens forsøg på at anspore til debat har jeg selv været pragmatisk om forholdet mellem vin og druesaft, men hans ordvalg gør mig nu sikker i min sag. Jeg har været præst i snart 30 år, altid skænket portvin for at følge stedets skik og aldrig mødt altergæster, der gjorde så meget væsen ud af sig selv som biskoppens følelsesladede spørgsmål.

Nadveren er ikke en symbolsk markør for vores egen hensynsfuldhed. At gå til alters eller invitere til nadveren er ikke et holdningsmæssigt statement. Hverken om inklusion eller det modsatte. Det er en fejring og blev af samme grund oprindeligt kaldt en eukaristi, der betyder ”taksigelse”. I al ægte taknemmelighed er pointen ikke at være offer, men jo at være modtager. Både indenfor i kirkerummet og i livet udenfor kender vi til sorg forud for tilgivelse – men der har taknemmeligheden jo heller ikke indfundet sig endnu! Det er uluthersk at gøre nadveren til noget som helst andet end modtagelse.

I samvær med Anonyme Alkoholikere igennem mere end 20 år er jeg aldrig stødt på bare én med en offerstrategi, der ville gøre den private udfordring til fællesskabets problem. Så havde man nemlig ikke kunnet holde sig ædru. Mads Davidsens forslag skriver sig derimod ind i en tidstypisk trend om, at de mange må give afkald, hvis de få kan ”føle sig udenfor”. I disse år ser vi stor ubeskedenhed i at forlange hensyn til individuelle særheder, både selvvalgte og skæbnebetonede.

For selvfølgelig skal en alkoholiker ikke så meget som snuse til alkohol. Men alle præster har oplevet stilfærdige alkoholikere, medicinerede kirkegængere, konfirmander, der ikke kan lide vin, eller børn, som forældre beder præsten springe over. At tage et bæger og holde hånden over som en tavs kommunikation om kun at tage imod det, man kan tåle, er en mulighed. Ydmyg glæde med hinanden om forsoningens dybdedimension findes ikke i følelsen af egen hensynsfuldhed eller i spekulation om egen plads i fællesskabet, men i meditation over et gratis mysterium.

Det er faktisk ret nyt med altergang hver søndag. Først i 1992 blev nadverritualet fast led i folkekirkens gudstjeneste. Ganske vist var det engang et stridspunkt vendt imod katolicismen, at lægfolk skulle tilbydes både brød og vin. Men kristendommen uddøde altså ikke af, at lægfolket i århundreder kun modtog brødet.