Joe Biden smadrede selv sit politiske eftermæle
Stoltheden sejrede over Bidens ambitioner om et godt præsidentielt eftermæle. Nu er en årtier lang og gloværdig karriere som senator og vicepræsident så godt som væk.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Donald Trump træder ind i Det Hvide Hus på baggrund af en generel politisk kampagne, der til tider synes at være kørt helt af sporet sammenlignet med forhenværende. Alt fra en skraldebil og pomfritter på McDonald’s til en svært talende demokratisk præsident i juli-debatten, der mener, at det eneste skrald i bilen er Trumps tilhængere.
En kampagne, der på mange måder har afspejlet Bidens høje rang i Washington D.C. som en af de mest indflydelsesrige senatorer i moderne tid. Biden har nemlig ventet rigtig længe på at kunne sidde i Det Ovale Kontor, og han har nok også følt, at han har fortjent det.
Men i historiens navn må man huske på tidernes behov. Den nu afdøde Jimmy Carter var nok ikke blevet valgt, hvis USA var på vej i krig med folkelig opbakningen grundet sin pacifistiske tilgang. Han blev valgt, da de amerikanske borgere var blevet ført bag lyset af den korrupte Richard Nixon, der ikke kunne få nok af sin hævntørst, og havde brug for en leder, der ville vise sandheden til fulde.
Det samme var Biden, da han i 2020 vandt præsidentvalget mod Trump. Man var træt at det kaos, der opstod under corona-krisen og de konstante spydige udtalelser i medierne, som man dog nærmest blev immune over for. Her var Biden transitionskandidaten, der skulle føre nationen væk fra uorden og tilbage til det etablerede.
Folket havde talt, da syv millioner flere stemte på Biden. Dermed havde Demokraterne fire år til at få kørt en ny kandidat ind, imens Biden kunne vise vejen tilbage til de gamle dyder.
Der, hvor det går galt, er ikke blot den katastrofale udtrækning i Afghanistan i 2021. Det er også den kognitive nedtur, der gør, at Biden for alt i verden skulle være forblevet den transitionskandidat, som han på storartet vis kunne have været under en pandemi og efter stormen på Kongressen.
Amerikanerne havde nemlig brug for en ny generation af ledere, hvor pensionsalderen ikke for længst var indtruffet. I stedet kunne man følge med fra sidelinjen og se, hvordan Bidens alder svækkede den mindste chance, han skulle have for at blive genvalgt.
Det er efter alt at dømme et katastrofalt syn på tingenes tilstand, Biden har haft i den sidste ende af sit præsidentembede. Hans manglende evne til at tilsidesætte sin stolthed vil formentlig stå højest for den generelle befolknings opfattelse af ham trods et eminent cv som politiker på Capitol Hill og som vicepræsident for Barrack Obama.
Som en af de højest råbende om, at justitsministeriet er blevet politiseret – og med rette – har Biden formået at trampe sit politiske omdømme endnu længere i sølet ved at benåde sin egen søn Hunter Biden. Naturligvis har det formodentligt været et psykisk belastende forløb for både far og søn, når republikanere er gået benhårdt efter dem uden stærk evidens.
Men at kirsebærret på toppen af en udskammet slutspurt på præsidentkarrieren skulle danne form af en total modsigelse af alt det, som demokraterne anklager republikanerne for, er en direkte plet på den præsidentielle straffeattest.
Som far var det givet en nobel handling, men for en livstidspolitiker, der har forsøgt at sidde fire år mere på grundlag af udtalelser og meningsmålinger, der siger det stik modsatte, virker det som at kaste håndklædet i ringen.