Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvem bliver du, når du kigger på et ur eller scroller på sociale medier?

Vi omgiver os med teknologi, fra vi vågner, til vi går i seng. Vi er afhængige af den. Men teknologi er mere end en hjælp. Teknologi former os – på godt og ondt.

Johan J.R. EspersenCand.mag. i filosofi, Frederiksberg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi starter de fleste morgener til lyden af et vækkeur. Vi tjekker vores smartphone for vigtige opdateringer på sociale medier. Hælder mælk fra køleskabet i kaffen. Pendler måske i bil eller tog, mens vi lytter til radioen. Bruger værktøjer som skruetrækkeren og stetoskopet til at udføre vores arbejde.

I disse hverdagsstunder fremstår teknologi mest som genstande, der hjælper os med at nå dagens mål. Set fra dette perspektiv, som kan kaldes det instrumentelle synspunkt, er teknologi en samling redskaber, der styres af vores vilje og intentioner. Men hvis vi kigger nærmere efter, vil vi opdage, at disse tilsyneladende passive redskaber langtfra er neutrale.

Tag for eksempel det mekaniske ur, vores vækkeurs forfader fra Middelalderens Europa. Før det mekaniske ur blev klostre og købstæder styret efter solens rytme. Men ved at opdele dagen i ensartede intervaller, frigjort fra solopgangens og solnedgangens lys, forvandlede uret tiden til en nøjagtigt målt ressource. Klostrene kunne præcist strukturere bøn efter klokkeslagene, og bønder kunne bringe varer til torvet på et præcist tidspunkt.

Senere kom stramme tidsplaner, timeløn og nøje regulerede produktionsformer og offentlige forvaltninger samt en ny moral, hvor punktlighed, præcision og produktivitet blev kernedyder. Resultatet var en radikal transformation af, hvordan samfundet planlagde, samarbejdede og fungerede. Det fik historikeren Lewis Mumford til at hævde, at uret – ikke dampmaskinen – var den afgørende teknologi i den industrielle æra.

Historien om det mekaniske ur illustrerer et bredere mønster. Når vi benytter en teknologi, ændrer den os. Uret er rigtignok et redskab til at markere tidsintervaller, men den medierer også selve vores oplevelse af tid. Der opstår en hermeneutisk relation, når vi skeler til urskiven. Ved at tolke urets visere og tal indretter vi os efter en dag, der nu er opdelt i regelmæssige intervaller. En handling, der synes triviel, styrer vores grundlæggende opfattelse af virkeligheden.

Mange af vores overvejelser nedtoner imidlertid teknologiens dybere virkning. Fokus rettes mod praktiske formål eller misbrug. Kan et nyt ur hjælpe mig med at møde til tiden? Skal jeg tage toget for at gøre rejsen grønnere? Bliver min smartphone brugt til at overvåge og udnytte mine data uden mit samtykke? Det er bestemt relevante spørgsmål, men anlægger vi kun dette instrumentelle synspunkt, ignorerer vi teknologiens egentlige, ofte omvæltende, kraft. Det gør os sårbare over for utilsigtede konsekvenser.

Et oplagt eksempel er sociale medier som X (tidligere Twitter). Det kan sagtens være relevant at diskutere indholdet på platformen – hvordan teknologien bruges – men det er ikke tilstrækkeligt. Det er heller ikke tilstrækkeligt blot at konstatere, at digital og skriftlig kommunikation naturligvis er anderledes end fysiske møder, hvor kropssprog, mimik og tonefald spiller en afgørende rolle. Nej, vi må se på, hvordan platformens struktur specifikt former os – hvordan den påvirker vores handlinger, relationer og måder at tænke på. I en sådan undersøgelse er flere elementer umiddelbart iøjefaldende.

X er først og fremmest kendetegnet ved at have en grænse på 280 tegn for hvert opslag. Når tanker tvinges ind i så få tegn, vil det hurtige og slagkraftige ofte vinde over det grundige og nuancerede. Uanset om vi vil det eller ej, må komplekse budskaber komprimeres, og væsentlige detaljer skæres fra. En sådan ordknaphed favoriserer følelsesladede ytringer frem for eftertænksomhed. For hvorfor bruge tid på refleksion, når der alligevel kun er plads til et spydigt comeback og et fjollet billede?

X’s feedbackfunktioner som likes og reposts forstærker denne stil. I dag er ikke bare tiden en målbar ressource – det er vores kommunikation og relationer også. Vi tilskyndes til at producere opslag, der kan udløse flest mulige reaktioner, og det mest effektive middel er ofte kontroverser og provokationer. Samtidig skaber det en konstant selvbevidsthed, fordi hver eneste interaktion bliver bedømt i realtid.

Vi begynder at se os selv gennem andres øjne, som et objekt eller et brand, der skal plejes og promoveres. Vi kommer også hurtigt til at fokusere på at tiltrække flere følgere – et ord, der i sig selv antyder en ensidig, næsten religiøs, relation. De mest succesfulde på X henvender sig således til enorme publikummer og optræder mere som megalomane prædikanter på en scene end som personer engageret i en samtale.

Endelig er der X’s algoritme, der sorterer og prioriterer, hvilke indlæg vi bliver vist. Denne mekanisme er usynlig for de fleste og styret af en logik, der er udviklet til at maksimere engagement – tid på platformen, klik og reaktioner – uden hensyn til om det fremmer, eksempelvis hvad der er sandt, den demokratiske samtale eller et godt mentalt helbred.

Det er sigende, at de opslag, som spredes mest af algoritmen, beskrives med ord fra virologien og sundhedsvidenskaben.

Konsekvensen er, at X fordrer en kommunikation baseret på korte, kontroversielle udmeldinger, der udløser hurtige, følelsesladede reaktioner. Det skaber en kultur, hvor overfladiske forestillinger skygger for dybere forståelse, og hvor selviscenesættelse erstatter samtale. Det ser vi ikke kun på X, men også i mange andre sammenhænge. X er med andre ord ikke bare et redskab til meningsudvikling, en slags digital opslagstavle.

Selv hvis alt skadeligt indhold kunne fjernes – uanset hvordan det defineres – ville X stadig have dybtgående konsekvenser. X former nemlig aktivt vores normer og vaner, vores samfund og selvforståelse. Præcis som det mekaniske ur engang gjorde.

Det gælder naturligvis ikke kun for ure og sociale medier. Hverdagen er fuld af teknologier, der fundamentalt har ændret os. Køleskabet har gjort mælken til kaffen mere tilgængelig, men har samtidig gjort vores mads oprindelse og den lokale natur meget mere fjern.

Bilen og toget har gjort rejser lettere, men har også på deres præmisser omformet landskaber, byer og økonomier. Radioen har skabt en radikalt anderledes form for fællesskab, hvor stemmer fra fjerne egne er blevet en del af vores dagligdag. Skruetrækkeren har givet os magt til at bygge og ændre vores omgivelser, mens stetoskopet har medieret en adgang til kroppens indre, men begge har samtidig lært os at se verden og os selv som noget, der kan måles og manipuleres.

Ved første øjekast virker hver af disse teknologier måske som simple redskaber, men de har alle ændret vores opfattelse af virkeligheden, påvirket vores selvforståelse og samfundsstruktur og skabt nye moralske fordringer. Teknologi er således mere end en samling genstande og redskaber, som det instrumentelle synspunkt anfører. Teknologi er en enestående vigtig social kraft. Hver teknologi, vi bruger, bærer med sig et sæt skjulte strukturer, antagelser og værdier, der former os, ofte på måder, vi ikke fuldt ud forstår.

Vi har derfor brug for et mere nuanceret syn på teknologi – et syn, som ikke blot fokuserer på, hvad vi gør med teknologien, men også på, hvem vi bliver, når vi bruger den. Netop nu, hvor kunstig intelligens står klar til at omforme næsten alle aspekter af vores liv, er disse overvejelser vigtigere end nogensinde.

Vi slutter måske dagen med at tjekke sociale medier en sidste gang og indstille vækkeuret, trygge ved tanken om at teknologien har hjulpet os gennem dagen. Men teknologi er mere end en hjælp. Teknologi former os – på godt og ondt.