Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Aftalen mellem EU og Mercosur-landene gavner Danmark

Jacob Jensen (V)Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I starten af december blev der opnået politisk enighed om indholdet i en ny frihandelsaftale mellem EU og de sydamerikanske Mercosur-lande. Det er et stort gennembrud. Også for Danmark, der som en lille, åben økonomi er afhængig af samhandel med andre lande.

Danmark er en fødevareproducerende nation i absolut topklasse. Og vi er også førende, når det kommer til udvikling af udstyr til landbrugs- og fødevareproduktion, hvor vi har danske virksomheder med en masse erfaring og solide grønne løsninger. Vi har med andre ord en stærk fødevareklynge fyldt med virksomheder, der gennem sin store eksport bidrager til det danske samfund og den danske økonomi.

Derfor har der fra dansk side også været stor opbakning til aftalen mellem EU og Mercosur-landene. Med aftalen får de danske fødevarevirksomheder bedre mulighed for at afsætte deres varer på de sydamerikanske markeder med næsten 300 mio. indbyggere. De efterspørger varer og løsninger inden for en række områder, hvor Danmark står rigtig stærkt internationalt. Danmark har en helt særlig position, når det drejer sig om fremtidens nøgleteknologier inden for blandt andet biosolutions, mejeri og udstyr til både landbrugs- og fødevareproduktion.

Jeg ved, der har været kritik af aftalen. Og jeg har selvfølgelig også hørt bekymringerne fra de danske landbrugsproducenter i visse sektorer. Jeg har stor tiltro til, at de danske producenter leverer de allerbedste løsninger. Dansk og europæisk landbrugs- og fødevareproduktion står i en stærk konkurrencemæssig position – også med den nye aftale. EU’s landbrugs- og fødevaresektor leverer et vigtigt bidrag til den europæiske økonomi, og vi havde et handelsoverskud på fødevarer på omkring 520 mia. kr. i EU sidste år.

Og vi må heller ikke glemme, hvor vigtig denne aftale er for EU og Danmark set i forhold til den nuværende geopolitiske situation. Vi styrker samhandlen og forholdet til en region, der globalt spiller en meget vigtig rolle. Vi søger nye muligheder og sikrer adgang til nye, alternative markeder. Det mener jeg vi skal være rigtig glade for. Det er jeg i hvert fald.