Krisetider råber på kulturel dannelse

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den russiske udenrigsminister truer Danmark direkte. Et kinesisk fartøj mistænkes for sabotage mod vores kritiske infrastruktur. Og USA vil dominere Grønland som en del af den amerikanske interessesfære. Krigen er rykket tættere på Danmark.

Denne krisestemning var da også baggrunden for kong Frederiks og statsminister Mette Frederiksens nytårstaler. Derfor talte de begge om den danske sammenhængskraft. For kun ved at stå sammen som et folk kan vi klare os igennem de alvorlige kriser, der truer os.

Kong Frederik nævnte det danske mindretal i Sydslesvig, Grønland og Færøerne som en del af det danske fællesskab, og han talte om vigtigheden af nære relationer: »Vores nærmeste er vores vigtigste rækværk. Både når livet vælter os, og når det bare overvælder os.« Både kongen og statsministeren fremhævede danske værdier som tillid, samhørighed og foreningsliv.

De pegede også på årsagerne til krisen. Dels truslen fra Kina, Rusland og Iran og risikoen for, at Europa sakker bagud i forhold til USA og Kina, hvilket vil medføre et drastisk fald i velstanden. Dels de unges mentale helbred og trivsel. Kongen udtrykte bekymring for, at mange unge mister fodfæste i en længere periode.

Begge understregede, at når verden står i brand, rykker danskerne sammen. Det har kongen og statsministeren ret i. Men hvorfor dette fokus på sammenhængskraft? Svaret findes i krisens natur.

Hvis vi skal yde store ofre for fællesskabet, betale krigsskat og spare på velfærden, så kræver det samhørighed. For kun en stærk sammenhængskraft stemmer danskerne til at gøre deres pligt og acceptere hårde beslutninger. Den motiverer os også til at støtte hinanden, finde håb og tro på fremtiden.

Men kongen og statsministeren undlod at forklare, hvordan sammenhængskraften styrkes.

Det gør den gennem kulturel dannelse. Det er den lim, der gør os i stand til at handle som ét folk i krisetider. Uden fælles kulturværdier smuldrer viljen til at ofre sig for helheden. Vi kan kun holde af det, vi kender, og vi vil kun forsvare det, vi holder af. Det gælder vores land og landsmænd.

Hvad er kulturel dannelse? Det er sansen for alt det, vi åndeligt talt kommer fra.

Tag for eksempel litteraturundervisningen i gymnasiet. Når unge læser Grundtvig, Karen Blixen eller Søren Ulrik Thomsen, får de ikke bare kendskab til dansk sprog og kultur. De får også en fælles referenceramme og et sprog til at tale om livets store spørgsmål. Døden, kærligheden, frygten og håbet.

Eller se på højskolerne, som kulturministeren foreslår optaget på Unescos liste over kulturarv. Når unge mødes på tværs af baggrund for at synge sammen og passioneret diskutere samfund og eksistens, vokser samhørighedens stærke bånd frem. Man modnes og styrkes som menneske gennem kulturel dannelse.

Det folkelige kulturfællesskab er den livsnerve, der pumper sammenhængskraft gennem samfundets årer. Det fællesskab kan ikke erstattes af politik og demokratiets kolde skelet med dets abstrakte procedurer og individuelle rettigheder. Som idehistorikeren Hans-Jørgen Schanz engang sagde: Møder man et fortvivlet menneske, siger man jo ikke: Gå hen og stem. Man siger: Gå i kirke. Eller tag på højskole, kunne man tilføje.

Heller ikke velfærdsydelser er nok til at give håb og mod. For et folk lever grundlæggende af ånd. Et kulturfællesskab er mere end et politisk og økonomisk interessefællesskab. Kulturelt fællesskab har at gøre med glæden over at høre til, ikke bare med at få noget ud af det. Traditioner og social erindring virker desuden stabiliserende i en urolig tid.

Så meget desto mere bekymrende er dannelsestabet blandt mange unge, der mangler et personligt forhold til forpligtende fællesskaber, kristendom og kulturarv. Selv litteraturstuderende på landets universiteter har nu svært ved at læse de store romaner.

Når vi kender vores lands historie, når vi fejrer de samme højtider, synger sammen i foreninger, læser de samme bøger og deler de samme fortællinger, dannes vi. Ikke blot som løsrevne individer, men som mennesker med en fælles kultur, der overskrider vores forskelle i alder, klasse, køn, seksualitet og etnisk herkomst.

Kulturel dannelse er netop ikke elitært og ekskluderende. Tværtimod er det netop gennem kendskab til vores fælles kultur, at vi kan bygge bro.

Vores evne til at møde fremtidens kriser, som kongen og statsministeren gør ret i at tale om, afhænger af, om vi kan styrke det kulturelle grundlag, der gør os til et ”vi”.