Leslie rørte mig mere end kongen og Mette Frederiksen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er sagt og skrevet meget om kongens første nytårstale. Ligeledes bliver statsministerens nytårstale genstand for grundig analyse og vurdering af politiske eksperter og journalister. Jeg har både set og hørt kongens og statsministerens nytårstale – og bevares, de var ganske gode, men også en anelse forudsigelige.

Den mest tankevækkende tale, jeg oplevede i forbindelse med nytåret, kom overraskende nok fra en ”X Factor”-deltager. Nervøse Leslie fra Esbjerg, som har Aspergers syndrom, imponerede med sit mod, da hun blev spurgt af Simon Kvamm om sin nervøsitet og deltagelse i programmet: »Jeg kan ikke blive ved at gøre det, jeg kan lide. Det er en typisk autist-ting, at man kan lide rutiner og forudsigelighed. Men livet er jo ikke forudsigeligt, så hvis jeg meldte mig til, så kunne jeg træne mig selv i at prøve noget nyt.«

Leslies ord rummer en indsigt.

Livet er gennemsyret af uforudsigelighed, og det kræver mod at møde denne usikkerhed på en konstruktiv måde.

I mine mange år i folkeskolen har jeg oplevet en stigende tendens hos elever og ikke mindst forældre, hvor børns ensomhed og sociale vanskeligheder ofte sygeliggøres.

Det er en ærgerlig tendens, fordi det er med til at skabe et narrativ om en ungdom i massiv mistrivsel, og det overskygger de børn og unge, som virkelig er syge og har det svært.

Tidligere undervisningsminister Merete Riisager skrev i 2020 en fremragende bog, ”Selvbyggerbørn”, hvor hun skriver om hyperindividualisme: »Hyperindividualisme udspringer blandt andet af det faktum, at vi har højere forventninger til vores liv, end nogen tidligere generationer formentlig har haft det.«

Det var disse »højere forventninger«, jeg blev opmærksom på, da jeg så indslaget med Leslie.

I dag observerer jeg en markant forventning om, at livet i både daginstitutioner, skoler, familier og fritid skal være uden udfordringer. Når der opstår vanskeligheder, er det sjældent barnet selv, der håndterer dem.

I stedet træder forældre, pædagoger, lærere eller sågar læger til for at løse problemerne.

Denne tendens til at beskytte børn mod enhver form for modgang kan hæmme deres evne til at udvikle nødvendige kompetencer til at navigere gennem livets uforudsigeligheder.

Det er afgørende, at vi som samfund anerkender vigtigheden af at lade børn møde og overvinde udfordringer på egen hånd – med passende støtte – for at fremme deres personlige vækst og modstandskraft.

Og som skoleleder, men også far, er en af mine vigtigste opgaver, at vi skal lære vores børn, at livet ikke udelukkende består af sejre og “en dans på roser”.

Det er i mødet med modgang og uforudsigelighed, at vi virkelig vokser og lærer at navigere gennem livets udfordringer. Jeg er meget opmærksom på, at ikke alle børn kan navigere disse udfordringer på egen hånd på grund af forskellige omstændigheder. Nogle børn har brug for og skal have mere støtte og hjælp end andre.

Sådan er det. Men alle børn skal lære, at modgang og nederlag er en helt naturlig del af livet – fordi livet er ikke forudsigeligt.